Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

21-årig i spidsen for Venstre til kommunalvalget

Benjamin Haxha er spidskandidat for Venstre i Herlev til næste kommunalvalg. Han markerer, at han vil stå for en mere selvstændig borgerlig profil.

Der bliver tale om noget af et generationsskifte til næste kommunalvalg i Herlev for Venstre. 

Partiet har valgt den 21-årige Benjamin Haxha som spidskandidat. Når kommunalvalget gennemføres i november 2025, er han 22 1/2 år. 

Han har igennem et stykke tid været en markant stemme, også lokalt, for Venstres Ungdom (VU) og har også engageret sig i lokalpolitiske sager.  

»Herlev er en rigtig fin by, som jeg rigtig gerne vil bo og leve i, men der er ting, som skal ændres og præges i en anden retning. Hvis jeg vil ændre noget, så er den bedste måde selv at stille op,« konstaterer han og tilføjer:  

»Jeg havde dog ikke tænkt mig at være spidskandidat til at begynde med. Men efter jeg annoncerede, at jeg stillede op, talte jeg med flere medlemmer af Venstre, der mente, at vi skulle prøve noget nyt, og heldigvis syntes partifællerne, at det var en god idé.«

Jeg binder mig til Herlev, fordi det er den by, jeg skal bo i og stifte familie i

Mere selvstyre 

Venstre røg særdeles skuffende ud af kommunalbestyrelsen ved valget i 2021. Benjamin Haxha mener, at partiet er savnet, da de øvrige borgerlige partier ifølge ham ikke sætter en dagsorden, som udfordrer Socialdemokratiet.    

»Jeg ønsker en mere liberal og borgerlig retning med mere selvstyre i daginstitutioner, institutioner, skoler og ældrepleje og mindre styring fra kommunen,« siger han og glæder sig over de spor, som Venstre allerede har sat som for eksempel, at forældre i Herlev har kunnet passe deres børn hjemme for kommunale penge. 

»Det er et godt eksempel på et Venstre-forslag, som har virket og bør gøres permanent,« siger han og nævner:

»Socialdemokratiet er da også blevet bedre til at være åbne for sådanne forslag.«

Han fremhæver, at Venstre skal kæmpe for at få sine mærkesager igennem ved både at være idealistiske, men også gå på kompromis og finde løsninger.  

En del af mig 

Benjamin Haxha er vokset op i nabobyen Skovlunde, men er altid kommet meget i Herlev, hvor han hele tiden har haft familie, og er senere hen flyttet dertil. 

Unge mennesker i tyverne har det med at flytte en del rundt og rejse, men Benjamin Haxha frygter på ingen måde, at han bliver fastlåst i Herlev. 

»Jeg binder mig til Herlev, fordi det er den by, jeg skal bo i og stifte familie i. Jeg ser mig selv her også om 20, 30 og 40 år,« siger han. 

Hvad er det, der er så godt ved Herlev?  

»Det er her, jeg føler mig hjemme. Min familie bor her, og jeg har set udviklingen i Herlev, siden jeg blev født. Herlev er en del af mig. Og så er her et sundt lokalsamfund og foreningsliv, folk i Herlev engagerer sig,« siger han.  

Flere træer 

Benjamin Haxha vil række ud til ungdommen, men han understreger, at ældre borgere også har hans opmærksomhed, og han har selv bedsteforældre i Herlev. 

Han fremhæver, at Venstre er et grønt parti, som blandt andet  kæmper for tusindvis af træer, og så ønsker han sig flere andels- og ejerboliger blandt de nye lejligheder i Herlev. 

Venstre havde Gert Biilmann som spidskandidat, da de røg ud ved kommunalvalget i 2021.

Benjamin Haxha har været lærervikar det forløbne år og har søgt ind som studerende her til efteråret. 

LÆS OGSÅ: Benjamin Haxha opfordrede i fjor skolerne til at deltage i skolevalget 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!