Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

40 år siden: Da herlige Herlev holdt sit helt eget Melodi Grand Prix

I anledning af Herlevs 75 års jubilæum som selvstændig kommune blev der i 1984 holdt et lokalt Melodi Grand Prix, hvor vindersangen ‘Herlige Herlev’ blev sunget af Eventyrteatrets nuværende leder Susanne Vognstrup.

“Det var herlige Herlev med kernen af ungdom

som skabte en barnevognsby…”

‘Herlige Herlev’ er et begreb, som mange har brugt gennem årene. Det var også titlen på vindersangen i Herlevs helt eget Melodi Grand Prix, som blev holdt i Teaterbio for 40 år siden, i februar 1984. Susanne Vongstrup sang for, og teksten havde hun skrevet i samarbejde med sin far Solon M. Hansen, som var en aktiv skikkelse i Herlevs frivillige kultur- og foreningsliv.

Susanne Vognstrup skabte Eventyrteatret i 1991, som hun stadig står bag. Dette teater har opført talrige succeser inden for børneforestillinger i mere end 30 år, og man kan sådan set sige, at Susannes liv har været fyldt med eventyr. Hun er nemlig vokset op i Eventyrkvarteret i Herlev, og som født i 1957 var hun som lille en del af barnevognenes by, som den voksende forstadsby Herlev blev kaldt, og som teksten fra 1984 refererer til.

Toiletdøren gik i baglås, da bassisten var derude

Sikker på sejr

I 1980’erne var hun særdeles engageret i Herlev Revy, og hun blev spurgt, om hun ikke kunne levere et nummer til Herlev Melodi Grand Prix, som blev holdt i anledning af Herlevs 75 års jubilæum som selvstændig kommune i 1984. I konkurrence med seks andre numre vandt den grand prixet i Herlev, førstepræmien var på 12.000 kroner, mens der var mindre pengepræmier til de øvrige.

En af musikerne i det band, som var sammensat til lejligheden, var ret sikker på, at de ville gå af med sejren.

»Jeg kan huske Susanne spurgte mig, om jeg ikke skulle pakke klarinetten væk, da vi havde spillet. Men nej, sagde jeg, jeg var ret sikker på, at vi skulle ind igen og spille igen, fordi vi ville vinde. Den gik lige i folk, den var iørefaldende i forhold til de andre numre,« fortæller klarinettisten Peter Kjærulff, som også havde spillet med i Herlev Revy og på den måde havde fået forbindelse til Susanne Vognstrup og kom med i gruppen, som optrådte til Herlevs Melodi Grand Prix.

At den ‘gik lige i folk’ var sjovt nok den formulering, som Herlev Bladet benyttede i rubrikken.

Peter Kjærulff er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med klarinet som hovedfag, og i Herlev Bladet blev hans klarinetspil til grand prixet da også rost i høje toner.

»En opfindsom klarinet triller med i arrangementet,« skrev bladet dengang i februar 1984. Peter Kjærulff tilføjer i dag, at han spillede tostemmigt, men at der i øvrigt desværre ryger en tone i sidste skala. Det er nok de færreste udefrakommende, som lægger mærke til det. Og juryen på 21 personer valgte ‘Herlige Herlev’ som vinder, præcis som Peter Kjærulff havde forudsagt.

Susanne Vognstrup.Foto: Thomas Hergaard/Eventyrteatret
Susanne Vognstrup stiftede Eventyrteatret i 1991 og har været leder af det lige siden. Foto: Thomas Hergaard/Eventyrteatret

 

Låst ude på toilettet

Musikstilen for Herlige Herlev er en kende gammeldags, også for 1984. Der er ikke noget firser-elektropop, som ellers prægede grand prix-genren i disse år, over nummeret, det er nærmere en vals i en iørefaldende Giro413-1950’er-stemning, hvilket selvfølgelig også runder perioden med ‘barnevognens by’.

Susanne Vognstrup husker ikke, hvorfor netop den stil blev valgt. Det var Lars Jørgensen, som stod for melodien. Noget, hun derimod erindrer, var, at det var et ret kort nummer, og den varer da heller ikke mere end et minut og 50 sekunder.

»’Du kan da ikke stille op med noget, der er så kort,’ var der nogen, som sagde,« fortæller hun og tilføjer:

»Men jeg kunne godt lide den. Jeg synes, den var sjov.«

En sjov detalje hun i øvrigt kan huske fra den februaraften i 1984, var at en af musikerne ikke kunne komme ind på scenen.

»Toiletdøren gik i baglås, da bassisten var derude, og han råbte, at han ikke kunne komme ud, så døren måtte skrues af,« griner hun.

Efter ‘Herlige Herlev’ havde vundet, kunne den efterfølgende høres rundt omkring i byen.

»Det var ret syret, da jeg hørte den i Brugsen bagefter,« fortæller Susanne Vognstrup.

Danmarks internationale grand prix-vinder 20 år tidligere, i 1964, Grethe Ingmann, underholdt i øvrigt til Herlevs Melodi Grand i 1984, mens juryen voterede, og de syv lokale bidrag, som dystede om sejren, havde været på. Nummer to og tre blev henholdsvis: ‘Herlev du voksed’ op og blev et dejligt sted’ og ‘Herlev du skal leve mange år endnu’.

Lyt til nummeret ‘Herlige Herlev’ fra 1984 lige her

Herlev Bladet omtale af det lokale grand prix i februar 1984.
Herlev Bladets omtale af det lokale grand prix i februar 1984.

 

LÆS OGSÅ: Da Grand Prix-legenden Birthe Kjær var forbi Herlev

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!