DM-bronze til Herlev efter tæt kamp
Thor B. Christensen fra Herlev Bordtennis var marginaler fra at nå DM-finalen.
12-10. Dét blev cifrene i det syvende og afgørende sæt, da Thor B. Christensen i weekenden spillede DM-semifinale. Herlev-spilleren missede således DM-finalen med aller mindste margin til landsholdskollegaen Tobias Rasmussen.
LÆS OGSÅ: Nordisk mester til Herlev Boxing
Det skete efter en ekstremt tæt kamp, hvor Tobias Rasmussen vandt hele to sæt med blot to bolde og dermed samlet står noteret med sejren 8-12, 12-10, 7-11, 7-11, 11-6, 11-7, 12-10.
»Det er virkelig synd, at det ikke lykkes Thor at holde kampen, hvor han fører med 3-1 i sæt. Men man skal ikke tage fejl: Det er et virkelig flot resultat, og jeg er som formand rigtig stolt over Thors bronzemedalje,« konstaterer Sten Nielsen, formand for Herlev Bordtennis.
Måske til OL
Både Tobias Rasmussen og Thor B. Christensen var med på det danske landshold, som for få uger siden sikrede Danmark kvalifikation til OL i Paris til sommer. Tre spillere kommer med på det officielle holdkort, og derudover udtages en reserve, som også kommer med til Paris.
Pt. forventes det, at Thor B. Christensen og Tobias Rasmussen kæmper om pladserne som hhv. tredje- og fjerdemand efter Danmarks klart to bedste spillere, Jonathan Groth og Anders Lind. Den endelige udtagelse kommer først til sommer.
Der er lukket for kommentarer