Dømt for deling af børneporno og ‘Marokko’-video
En 40-årig herlevborger har tilstået at have delt børneporno og en video, hvor to unge kvinder blev dræbt på brutal vis i Marokko.
En 40-årig herlevborger blev mandag denne uge ved Retten i Glostrup idømt fire måneders betinget fængsel i en tilståelsessag, hvor han erkendte både at have delt børneporno og en brutal video. Der er tale om ‘Marokko-videoen’, hvor to unge kvinder, den ene dansk, bliver slået ihjel med en kniv i Marokko. Noget der senere viste sig at være en terrorhandling.
Udover betinget fængsel fik han også 100 timers samfundstjeneste. Det oplyser anklagemyndigheden på Twitter.
LÆS OGSÅ: 71-årig kvinde får hidtil højeste straf
Ifølge anklageskriftet blev den 40-årige tiltalt for i tidsrummet 31. januar 2018 til 10. november 2019 at have besiddet to ‘utugtige filmsekvenser af børn uden seksuel aktivitet samt ét utugtigt billede og syv filmsekvenser af børn i seksuel aktivitet’. Videoerne skulle han via appen Whatsapp på sin mobiltelefon have delt mindst 16 gange.
LÆS MERE om Marokko-sagen her.
Derudover var han også tiltalt for fra 17. til 20. december 2018 otte gange, også via Whatsapp, at have delt den omtalte ‘Marokko-video’.
Endelig skulle han også ifølge anklageskriftet have misbrugt et adgangskort tilhørende en anden.
Der er lukket for kommentarer