Du kan slå katten af tønden flere steder i Herlev
Fastelavn falder i år i weekenden, som indleder vinterferien. Det kan blandt andet markeres i centret, i kirken og i gården hos Kai Dige Bach.
Så er det den tid på året igen. Fastelavn er her, og faktisk rykkes den jo år efter år, da den følger påsken.
Fastelavn er 40 dage før påske, og i år falder den så heldigt for mange børnefamilier, at det er weekenden, hvor vinterferien begynder.
I Herlev er der flere muligheder for at slå katten af tønden den weekend. Her er et udvalg:
Lørdag 10. februar er det atter tid til at samles til fastelavn i Herlev Bymidte. Det foregår klokken 11-13 i parkeringskælderen.
Der er gratis fastelavnsboller, kakao og slikposer til alle børn, så længe lager haves. Der er tøndeslagning i aldersgrupper og underholdning vil tryllekunstneren Pingo.
Søndag 11. februar er der fastelavn i Herlev Kirke i forlængelse af gudstjenesten klokken 10. Kom gerne udklædt, udover fastelavnsboller og kakao er der godteposer til børnene.
Der er stor fastelavnsfest i Lindehøj Kirke søndag klokken 10.30 med først en børne/familiegudstjeneste, derefter tøndeslagning i alle aldersgrupper. Så er der gratis fastelavnsboller, catwalk, hvor alle kan vise sin udklædning frem. og gratis slik til alle børn.
I den nordlige del af Herlev er der samme formiddag fastelavnsfest i gården hos Kai Dige Bach på Klausdalsbrovej 480.
Her vil der være den lange børneparade klokken 10.30 og den korte klokken 11, inden der er tøndeslagning klokken 11.10.
Der er lukket for kommentarer