Fodbold med ‘street vibes’ sætter fokus på det lokale samarbejde med børn og unge
Der var masser af liv og aktiviteter ved Herlev Rådhus lørdag, da rådhuspladsen blev forvandlet til en stor fodboldbane med ‘street vibes’.
Solen står højt på himmelen, musikken spiller for fuldt drøn, og pladsen foran Herlev Rådhus er fyldt op med masser mennesker.
For fjerde gang er den netop blevet forvandlet til en stor fodboldbane til årets SSP Street Cup. Her står op mod 150 borgere og hepper på de mange børn, der er i fuld gang med at drible bolden fra den ene ende af banen til den anden.
Udover selve fodboldturneringen er der også danseworkshop, en hilsen fra lokalpolitiets politibiler og -heste og muligheden for at sætte sit eget præg på sit tøj i graffitiens tegn. Og de mange aktiviteter har uden tvivl fået lokket en masse borgere til rådhuspladsen.
Vil hjælpe børn og unge
Fodboldturneringen er arrangeret af SSP og Herlev Ungdomsskole, hvor StreetSociety står for at afvikle fodbolden i samarbejde med SSP.
Ifølge Azam Aslani, der er lederen af det lokale SSP-team, vil de med arrangementet gerne promovere SSP og foreningslivet i Herlev.
»Der er flere, der har hørt om os (SSP), men som egentlig ikke ved, hvem vi er, eller hvad vi står for,« siger Azam Aslani og tilføjer:
»Vi vil gerne hjælpe de unge mest muligt, så derfor er det rigtig fedt, at der er så mange, der er mødt op i dag og støtter arrangementet.«
Fodboldturneringerne spilles i aldersgrupperne 8-10, 11-13 og 14-16 år.
Se flere billeder fra arrangementet øverst i artiklen.
Der er lukket for kommentarer