Artiklen er opdateret med citatrettelser fra Herlev Kommune klokken 11.45.
Hvordan skal du sortere dit affald? Hvilke fødevarer er de mest klimavenlige? Og hvordan kan du bedst spare på energien?
Det er nogle af de mange spørgsmål, man bliver klogere på til klimafestival på Herlev Bibliotek. For tredje år i træk er biblioteket lavet om til en grøn minifestival, hvor store og små går rundt og deltager i værksteder, boder og workshops.
Her får man både råd til at spare på vandet og læring i at reparere i stedet for at smide ud, men også et indblik i hvordan man laver klimavenlig mad, og hvordan man kan redesigne sit brugte tøj. Og meget mere.
Fokus på bæredygtighed
Klimafestivalen er lavet i samarbejde mellem Herlev Bibliotek og Udvalg for Klimahandleplan for Herlev Kommune, Center for Teknik og Miljø, KAB samt frivillige foreninger.
Ifølge Birgitte Steenstrup Berchtold, der er projektleder for Klimahandleplan 2050, skal klimafestivalen gøre borgerne klogere på klima, energi, genbrug og grønt forbrug.
»Det gør vi for at inspirere borgerne til at leve mere klimavenligt på en nem og sjov måde,« siger Birgitte Steenstrup Berchtold.
Blandt de mange værksteder, boder og workshops står politikerne, Arly Eskildsen (SF) og Henrik Hilleberg (C), som er i fuld gang med at kokkerere klimavenlige retter. De er begge fra Udvalg for Klimahandleplan for Herlev Kommune, og de vil gerne inspirere borgerne til at tænke mere klimavenligt i deres madlavning.
»Jeg tror, de fleste gerne vil spise mere klimavenligt, men de ved nok ikke altid lige, hvor de skal starte,« siger Arly Eskildsen og tilføjer:
»Så kan vi her vise, at man faktisk kan lave simpel, klimavenlig mad. Men om det kommer til at smage godt, ved vi først senere,« siger han efterfulgt af et stort grin.
Se flere billeder fra klimafestivalen øverst i artiklen.
Der er lukket for kommentarer