Ib på 90 holder døende i hånden på den sidste rejse

Det er aldrig for sent at blive frivillig. Det kan Ib Brogård Petersson på 90 år skrive under på. I oktober sidste år blev han ‘vågekone’, som han kalder det, det vil sige frivillig i Røde Kors’ vågetjeneste for Herlev og Ballerup, og det var der en helt bestemt grund til.

»Min kone valgte efter flere hospitalsophold, at hun ville dø hjemme, så jeg tømte soveværelset, og så blev der installeret hospitalsseng og andre hjælpemidler, og vi fik tilkendt en læge og en sygeplejerske, som jeg kunne ringe til døgnet rundt, hvis min kone havde mange smerter. De gjorde alt for at hjælpe mig på nær én ting: Jeg følte mere eller mindre, at jeg var meget alene om det. Jeg fik ikke sovet, og jeg måtte nogle gange bide i bordkanten for at holde mig klar. Hun var det smukkeste menneske, jeg overhovedet har haft i mit liv, men så lå hun der og sagde, at hun ville dø. Jeg passede hende i 8-10 dage, og det er det skrækkeligste, jeg nogensinde har oplevet i mit liv. Efterhånden forsvandt hun helt væk, og så kigger man bare på hendes ryg,« husker Ib Brogård Petersson, der var gift i 66 år.

Han påpeger, at det hele endte med, at hans hustru fik en rolig og fredfyldt død, men oplevelsen for ham var langt fra rolig og fredfyldt. Selv for en hærdet gammel garder var det mentalt en hård omgang, og derfor kunne han godt have brugt vågetjenesten. Problemet var bare, at han ikke fik tilbuddet og ikke vidste, at det fandtes. Det blev han først gjort opmærksom på et år efter ved en tilfældighed, hvor han straks meldte sig under fanerne og kontaktede formanden for Røde Kors i Herlev, Camilla Buur, der også står for vågetjenesten her.

Hun var det smukkeste menneske, jeg overhovedet har haft i mit liv, men så lå hun der og sagde, at hun ville dø

Vi skal snakke mere om døden

»Jeg kunne jo indse, at der var jo mange andre foruden mig, der hænger på det samme, hvis ikke de ved det. Ja. Og mit problem er, at jeg kan fornemme, når man går ude blandt folk og fortæller dem, at jeg er vågekone, så siger de: ‘Har vi det her’? Så jeg vil gerne støtte foreningen og gøre opmærksom på rundt omkring, at de kan få hjælp, fordi folk kan jo gå psykisk fuldstændig ned,« understreger Ib Brogård Petersson, der via sin omgangskreds ved, at mange ældre mænd og kvinder har siddet alene som han.

»Problemet er også, at vi kommer for lidt ud. Det er lige dér, den ligger, fordi folk ved det ikke,« forklarer han, og Camilla Buur supplerer:

»Jeg synes jo, det er super ærgerligt, at sådan en som Ib ikke fik den hjælp, fordi det ikke kom ud ordentligt. Så det er så vigtigt, at vi kommer ud for at fortælle historien, så alle ved vi eksisterer,« påpeger lokalformanden og oplyser, at man er godt på vej.

For nylig kom vågetjenesten nemlig på Finansloven, så nu bliver tilbuddet landsdækkende som et samarbejde mellem Røde Kors og Ældre Sagen, og det er godt ifølge hende, for der er brug for at tale om døden og ofte også brug for, at nogle andre end den nærmeste familie tager sig af den døende.

rigtig mange, når vi kommer og aflaster pårørende, så når de oftest ikke engang ud på parkeringspladsen, før den døende er sovet ind

»Der er ret mange mænd, der har svært ved at efterlade deres koner og døtre, så de ligger faktisk og holder rigtig meget fast i livet på trods af, det er ved at være slut, men de kan ikke give slip. Så det at vi kommer ind og siger til dem, at det er faktisk okay at dø nu, du må godt lukke dine øjne. Det er så altafgørende, og det kan vi gøre, fordi vi har jo ikke følelser i klemme. Vi kan se det smukke i døden, vi kan se det rolige, og rigtig mange, når vi kommer og aflaster pårørende, så når de oftest ikke engang ud på parkeringspladsen, før den døende er sovet ind, fordi vi kommer med en anden ro. Vi lægger hånden stille på skulderen, og siger: ‘Nu er der ro på’, og det gør, at man slapper af som døende,« forklarer Camilla Buur.

Hun kan godt forstå, at døden for mange er tabu, men sådan behøver det ikke at være, for den er også helt naturlig.

»Vi skal simpelthen snakke mere om døden. Vi skal ikke være så bange for den. Vi ved, at der er mange ting ved dødsprocessen, som er helt normalt. Altså, du begynder at rydde ud i dine papirer. Sådan, så der er styr på tingene. Du stopper med at spise. Du stopper med at drikke. Du laver den her automatiske oprydningsproces. Til sidst bliver du mere og mere ukontaktbar,« forklarer han og nævner, at det er værd at huske på, at det sidste man mister, det er hørelsen.

LÆS OGSÅ: Dansepar nomineret til Årets Sportsprofil

Artiklen fortsætter under billedet.

Mange er bange

Tilbage til Ib, hvordan foregår det så, når man tager ud?

»Først får man en besked på sin telefon,« svarer han og uddyber, at der står alt det praktiske.

Så skal han svare, om han kan tage vagten. Det drejer sig som regel om én vagt, men alt efter behov kan man også tage flere. Derefter møder han op på adressen, bliver sat ind i situationen af personalet og møder eventuelle pårørende. Og derfra gælder det så ellers bare om at være til stede og sidde ved siden af den døende.

»Så prøver jeg at lure af, hvor i processen er personen. Er det en, der vil tale meget? Eller er det en, der vil være helt stille? Og dem er der mange af. Men der er også mange, der har sagt, at det værste, der kan ske for dem, er at dø alene, og det tænker jeg tit på. Men ellers så sidder jeg bare og, jeg kan ikke sige smiler, men jeg prøver at udstråle lidt venlighed. Meget ofte kommer deres hånd frem, og jeg tager den med det samme,« påpeger Ib Brogård Petersson, der sidste gang, han var afsted, endte med at sidde der i fire timer fra klokken 10 til 14.

jeg prøver at udstråle lidt venlighed. Meget ofte kommer deres hånd frem, og jeg tager den med det samme

»Vedkommende lå helt stille, og der var ikke sket noget endnu. Vi kunne ikke rigtig komme i kontakt, og hånden kom ikke frem mere. Så begyndte jeg også at blive lidt træt. Men ellers sidder man egentlig og venter på, at vedkommende dør eller sover ind,« fortæller han, der også har mødt en del, som er bange for at dø.

»Det er meget naturligt. Og så må jeg jo fortælle lidt om, at det behøver man ikke at være. Jeg har været ude for en, der sagde, at ‘jeg er blevet konfirmeret, men jeg har ikke været i kirke siden. Jeg burde jo have bedt mit fadervor’. Så spørger jeg, om vi skal bede sammen, og så tager vi hinanden i hænderne og beder, og fadervor er langt, når man skal se den anden inde i øjnene,« smiler Ib Brogård Petersson.

Når døden er indtruffet, kan Ib tage hjem med en god følelse.

»Der er ikke én gang, jeg er gået derfra og har sørget. Jeg er gået derfra, hvor jeg virkelig følte, at det var livet, at man kunne hjælpe andre. Det er helt naturligt for mig og betyder meget. Jeg glæder mig sådan, når jeg kan gå hen og lukke vinduet op, og så er det dét,« forklarer han.

Fakta om Vågetjenesten:

Samarbejder med plejehjem, hospitaler og hjemmeplejegrupper, som kan tilkalde frivillige vågere til at være sammen med den døende i den sidste tid.

Bliver kontaktet af plejepersonalet og kommer typisk ud 4-7 dage før.

Røde Kors koordinerer det praktiske omkring besøget med personalet.

Røde Kors kontakter vågerne via sms – der er pt. omkring 30.

Dækker både Herlev og Ballerup kommuner og Herlev Hospital.

Kan godt tage flere vagter hos den samme person

Hør mere om Vågetjenesten i Herlev:

Camilla Buur
Vågetjenesten
Tlf.: 61 77 16 62
ballerup.herlev.vaagetjenesten@rodekors.dk