Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Indlagte børn på Herlev Hospital inviteres på Helteløb

 I denne uge inviteres indlagte børn på Herlev Hospital til Helteløb sammen med Legeheltene. Her skal der både hoppes, kravles og løbes, når børnene iklædes heltekappe- og maske i alle regnbuens farver.

Når sommerferien rammer, fortsætter hverdagen på hospitalerne for de børn, der er indlagt rundt om i landet. Legeheltene, der til daglig sørger for bevægelse og aktiv leg til de indlagte børn, holder dog ikke ferie, skriver organisationen. I sommerferien fortsætter den aktive leg for børnene nemlig, når Legeheltene inviterer til Helteløb i uge 30 på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, Herlev Hospital og Hvidovre Hospital

I sommerferien kan mange af de indlagte børn opleve, at deres venner skal på ferie og lave sjove aktiviteter med deres familie.

Et frirum fra sygdom i ferien

Helteløbet er ikke et løb, der handler om at komme først. Det handler om at have det sjovt samtidig med at få bevæget hele kroppen. Når Legeheltene tager de indlagte børn med på Helteløb, skal børnene nemlig igennem en række bevægelsesaktiviteter. Måske byder ruten på, at man pludselig skal ned på alle fire og gå som en løve, eller også skal man hoppe som en kænguru. Formålet er at få børnene op af hospitalssengene og give dem et frirum fra sygdommen, udtaler Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene:

»I sommerferien kan mange af de indlagte børn opleve, at deres venner skal på ferie og lave sjove aktiviteter med deres familie. Desværre er sommerferie ikke altid lig med sjov for de indlagte børn. Derfor inviterer vi børnene med til Helteløb i sommerferien sammen med Legeheltene. Frirum fra sygdommen er alle dage nødvendigt, men især i ferierne er det vigtigt, at børnene også har noget at glæde sig til. Og det håber vi, vores Helteløb kan bidrage til,« siger hun.

 Efter de indlagte børn har deltaget i Helteløbet modtager de et flot diplom. Legeheltene afholder Helteløb på i alt 17 børneafdelinger.

Helteløbet handler om at have det sjovt – og se sej ud. PRfoto.

 

LÆS OGSÅ: Hvad vil viceborgmesteren?

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!