Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Juni: Vandt sin første VM-medalje i Sydkorea

61-årige Jørn Christian Andersen har dyrket taekwondo i over 40 år, og har deltaget i både EM og VM flere gange. Det var dog første gang i år, at han kunne kalde sig VM-medaljevinder og den tredjebedste i verden.

Til verdensmesterskabet i taekwondo i Sydkorea tilbage i april, stod en meget stolt herlevit på medaljepodiet. 

Det var 61-årige Jørn Christian Andersen fra Herlev Taekwondo, der til verdensmesterskabet i Sydkorea havde vundet en bronzemedalje i kategorien ’Recognized Poomsae Individual Male Under 65’. 

»Det var en vild oplevelse, og det var rimelig uvirkeligt imens det stod på. Det gik ikke rigtig op for mig, før jeg stod med medaljen, og faktisk først da jeg var på vej til lufthavnen,« siger han, der har dyrket taekwondo siden han var 17 år gammel. 

Det var fjerde gang, at Jørn Christian Andersens deltog ved VM, men i år fik han sin førse VM-medalje

»Det er noget, jeg har arbejdet på i rigtig mange år efterhånden, og nu er det endelig lykkedes. Og så var det jo en kæmpe oplevelse, at det foregik i Korea, der jo er Taekwondoens hjemland. Det var fedt,« siger han, der også fortæller, at verdensmesterskaber er det største man kan deltage i som taekwondo-udøver. 

Artiklen fortsætter under billedet.

For Jørn Christian Andersen var det fjerde gang, at han deltog i VM, men det var noget særligt for ham denne gang, da det foregik i taekwondoens hjemland. Privatfoto.

Medaljehøst i 2022 

Den glade herlevit fik dog slet ikke fejret bronzemedaljen og den flotte placering som  verdens tredje bedste i sin kategori i Sydkorea.

»Jeg var på den sidste dag til VM. Jeg skulle nå et fly ved midnat, så det blev der ikke meget tid til. Jeg blev hentet i lufthavnen, og der blev det lige fejret med et glas champagne, da jeg kom til København,« siger Jørn Christian Andersen, der skulle gøre sig klar til andre stævner, da han landede i Danmark. 

I juni deltog han i både Danmarksmesterskabet og i Nordiske Mesterskaber, hvor han vandt guldmedaljer ved begge mesterskaber. 

»Det har været et af de bedre år det her første halve år af 2022. Det er jeg sgu stolt over. Det er gået godt i forårsæsonen,« siger han, der nu er ved at træne op til endnu et mesterskab. 

Til næste år deltager Jørn Christian Andersen i Europamesterskabet. Han har været med til EM før, hvor han også har prøvet at blive nummer tre. 

Et begivenhedsrigt år i vente

Derfor håber han, at han ved mesterskabet til næste år kan bytte medaljen af bronze ud med en af sølv eller guld. 

»Jeg vil jo gerne vinde det hele,« siger han. 

Udover EM er der også en anden stor begivenhed for herlevitten til næste år. 

Han er nemlig også ved at træne op til en stor graduering af sit sorte bælte, da man kan have sort bælte i forskellige grader, som man opnår over tid.

»Første gang man får sort bælte, så går der et år før man kan få det næste. Efter det går der to, tre, fire, fem og seks år osv. Så du får trænet nogle år, før du kommer højt op i graderne. Den grad, jeg skal til næste år, den hedder 7. grad,« siger han og tilføjer. 

»Den har jeg så gået og ventet på siden 2017, og gradueringen vil nok foregå næste sommer,« siger han, der træner halvanden til to timer om dagen på en normal uge, hvor han ikke træner op til et mesterskab. 

Det var en stor oplevelse for 61-årige Jørn Christian Andersen at stå på medaljepodiet sammen med atleter fra andre lande. Privatfoto.

En livsstil

For Jørn Christian Andersen er taekwondo mere end bare en kampssport og en sportsgren. 

»Jeg har jo faktisk dyrket det, siden jeg var 17 år, og det er jo blevet en livsstil efterhånden,« siger han og tilføjer: 

»Jeg kan godt lide det disciplinære i det. Du skal have en del selvdisciplin i at kunne opbygge alle de her ting, og det er jo ret fedt. Og så har det jo været en stor del af mit voksenliv. Det er jo sådan set en slags livsstil ved siden af det almindelige liv, man har,« siger han, der er fascineret af den asiatiske kampkunst. 

Når Jørn Christian Andersen ikke selv træner og er til mesterskaber rundt om i landet og verden, så er han formand for klubben og cheftræner i Herlev Teakwondo.  

Om Jørn Christian Andersen

  • Han er 61 år gammel, og har dyrket teakwondo siden han var 17 år. 
  • Han har deltaget i flere mesterskaber, blandt andet DM, VM, EM og Nordiske Mesterskaber. 
  • Han vandt sin første VM-medalje i bronze til VM i Sydkorea i år. Han har tidligere vundet bronze til EM. 
  • I juni deltog han både i Danmarksmesterskabet og Nordiske Mesterskaber, hvor han vandt guld til begge mesterskaber. 
  • Han er klubformand og cheftræner i Herlev Taekwondo. 
  • Han deltager i EM til næste år, og træner også op til den syvende graduering af sit sorte bælte
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!