Kriminel sommerlæsning: Det fjerde kapitel

Han rømmede sig. Pustede ud og greb mobilen.

»Du taler med borgmester Mads Gyldenkål,« sagde han højt – måske lidt for højt, for personen i den anden udsendte et mindre ’gisp’.

»Det er Hanne, øhh nede fra regnskab, øhh jeg ville høre, altså det jeg mener er, at jeg har fundet noget.«

»A hva’,« svarede borgmesteren lettere forbavset over, at det ikke var lokalsprøjten, der ringede.

»Ja, altså jeg er stødt på nogle tal, som ser lidt øhh mærkelige ud,« sagde hun og pausede.

»Altså det er nok bedst, du kommer op.«

Borgmester Mads Gyldenkål tog sig selv i at tænke: ’Hvor vigtigt kan det være, jeg har en bombetrussel hængende over hovedet og en potentiel mediestorm’. Men så sagde han alligevel:

»Ok, jeg kommer.«

Pokkers, han fortrød med det samme, han havde altid haft et soft spot for Hanne fra regnskab, hendes enorme talbegavelse, der stod i skærende konstrast til hendes mindst lige så store usikkerhed, når det kom til sociale kompetencer.

 Omvendt hvis det var så vigtigt, så havde han måske en god undskyldning for ikke at tale med pressen – i hvert fald ikke lige nu.

Han rettede på slipset, suttede på pegefingeren og kørte den hen over de buskede bryn. Så tog han blazeren fra  ryggen af kontorstolen og tømte sjussen i ét hug. Nu var han klar. 

Med Survivors ’Eye of the tiger’ buldrende i baghovedet gik han fuld af selvtillid ud i forlokalet forbi førstesekretæren uden at hilse, forbi andensekretæren uden at hilse, forbi kommunaldirektøren…

»Åhhh gisp,« stønnede han og stoppede op – nærmest pr. refleks.

Døren stod halvåbent, Rocky-soundtracket var blevet til en hvinende udgave af Alfred Hitchcocks ’Psycho’.

Som en mus, der frygtede for sit liv, listede han sig forbi.Der var et eller andet, der på en gang både tiltrak ham og gjorde ham utryg ved Signe Tidsler.

»Bare hun ikke ser mig,« tænkte han og nåede lettet over på den anden side.

Efter nærmere overvejelse valgte han at tage bagtrappen. Dér mødte han Kris fra kommunikation.

»Hej Torben,« sagde han på en overspillet frisk måde – uden at få svar.

»Det var da utroligt,« kunne han høre Kris mumle på vej ned.

Selv fortsatte han op til anden sal. Døren fra trappeopgangen og ind til kontorlokalerne var ulåst, selvom man altid plejede at skulle bruge nøglekort. 

Noget han bemærkede, men ikke tænkte videre over.

Han tog et par skridt hen mod regnskabsafdelingen, men stoppede op. Der var helt stille, godt nok var afdelingen underbemandet, og dem, der var der, syntes altid meget dedikerede, men alligevel. Her var ingen smalltalk, ja faktisk ingen mennesker. 

»Hallooo,« sagde han ud i rummet – intet svar.

Han nærmede sig Hannes kontor, hun var fuldmægtig og havde en del år på bagen, så hun havde fået sit eget. Noget der vist nok også hang sammen med, at hun arbejdede bedst alene og generelt holdt sig lidt for sig selv.

»Hanne,« sagde han spørgende og skubbede til den halvåbne dør.

»Åhhh nej,« hørte han sig selv gispe, for ganske rigtigt havde han fundet Hanne.

Men ikke i live. Med et farveløst nærmest dukkeagtigt ansigt sad hun stivnet i forfærdelse og gloede på skærmen foran sig. De kulsorte udtrykløse øjne borede sig ind i skærmen.

Borgmesteren gik tættere på. Han kunne nu se, at hun var blevet bundet til kontorstolen og kvalt i noget omkring sin hals. Noget metal, der havde ridset sig ind i huden og efterladt dybe blodrøde sår.

»Åhhh nej, nej, nej,« sagde han igen, da det gik op forham, hvad det var.

Nogen havde kvalt Hanne med hans borgmesterkæde.

Det svimlede for hans øjne. Han fik blackout og tumlede ned på gulvet. Der gik nogle sekunder, så forsøgte han igen at rejse sig op som en bokser, der har været til tælling, men måtte ned igen. Denne gang brækkede han sig ud over Hannes Louis Vuitton-taske. Mærkeligt, det lignede ikke hende at gå med sådan noget.

Han kom endelig på benene og kastede et blik på skærmen. Det hele var stadig lidt omtåget, men dér lige midt på et hvidt word-dokument stod med store bogstaver:

»BUUUUM.«