Kriminel sommerlæsning: Læs første kapitel her

»Det er jo en bombe under det lokale demokrati, et angreb på borgerne,« sagde borgmester Mads Gyldenkål, mens han stirrede direkte ind i kameraet.

På grund af sit efternavn  blev han ofte spurgt om, han havde noget med de kendte danske film at gøre.

»For 117. gang, nej, jeg er borgmester, ikke skuespiller,« måtte han så svare tydeligt irriteret over, at hans anonyme og ukarismatiske facon ikke rigtig havde givet ham det renommé, som han her ved udgangen af første valgperiode skulle bruge for at blive genvalgt.

Egentlig havde han aldrig ønsket at blive borgmester, men blev som 1. viceborgmester til alles store overraskelse pludselig ’indsat på tronen’, da bykongen gennem mange år Johannes Juul Hansen besluttede sig for at nyde sit otium i Panama og pludselig trak sig.

Nu kan han egentlig godt li’ at sidde for bordenden, selvom han godt ved, at han i manges øjne siger for lidt og på grund af sit lyse toneleje nærmest hvisker, når han gør det. Han hader bare at hæve stemmen, og er ikke så god til konflikter. Desuden stiger hans blodtryk ret let, og så får han store røde plamager på halsen og i ansigtet.

»Hvorfor bliver han aldrig inviteret ind til Clement? Han er kedelig, hvorfor siger han ikke noget, hvorfor er han aldrig i lokalavisen,« lyder det ofte rundt omkring i krogene, når borgerne diskuterer borgmesterens evner.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at han ikke kan med statsministeren, som er fra hans eget parti.

Men nu vender det måske, det her er min store chance, tænkte Mads Gyldenkål som han stod der og kiggede ind i kameraet, selvom reporteren havde sagt, at han skulle kigge på hende.

Miseren startede en helt almindelig onsdag morgen. På hans skrivebord lå en dugfrisk udgave af lokalavisen som vanligt med ugens vigtigste nyheder stirrende på ham med store sorte blokbogstaver.

Mmmm, han elskede duften af frisk tryksværte og den knitrende lyd fra avispapiret, når han bladrede siderne igennem. Altid med en nervøs nærmest barnlig spænding i maven. ’Er jeg mon med denne gang?’ Og næsten altid med den samme skuffende forløsning, når han var nået til bagsiden. ’Ak, heller ikke, hvad skal der til?’

Men denne onsdag var det anderledes. Avisen var ikke ny, han havde set den før – den var fra i sidste uge. På forsiden stod: ’Borgmester genopstiller’. Under overskriften lå et hvidt A4-ark med påklistrede avisbogstaver – et trusselsbrev.

Der stod: ’Seriøst? Hvis du genobstiler, springe vi rådhus i stykker. Du har til næste uges avis til at trakk daj’.

»Hvad fanden,« tænkte borgmesteren højt. Så højt, at sekretæren vendte hovedet:

»Kaldte du?« spurgte hun høfligt.

»Øhh, jeg mener, er du sød at hente mig en citronvand?«

Han drak utallige mængder af sodavand, altid citronvand, selvom de var svære at skaffe. Så kunne man jo også blande lidt snaps i, hvis situationen krævede det, og det gjorde den nu.

»Det her finder jeg mig ikke i, det skal blive løgn,« hviskede Mads Gyldenkål for sig selv.

Han besluttede sig for at tilkalde kommunaldirektøren og udvidede samtidig bestillingen til sekretæren:

»Vi skal også have skrevet en pressemeddelelse.«

Læs næste kapitel i denne uges avis, som udkommer torsdag.