Lokal sommerkrimi: Den døde linje – kapitel 2

Tre ulideligt lange timer senere kunne Bo Hansen endelig slippe fri fra udvalgsmødet og ud i virkeligheden. Der havde været en del budgetopfølgninger, men også lokalplanforslag han skulle tage stilling til. Det hadede han – at tage stilling, så hellere orienteringspunkter og meddelelser. Men nu – endelig fri efter at have gjort dagens gode gerning for demokratiet. Længe leve, og alt det der. Hans far, den tidligere borgmester, ville have været stolt. Bo småløb ud til bussen. Han nåedede den lige, og nu hjem – til vinen og kufferten.

• • •

»Hej,« sagde buschaufføren, da Bo halsede forpustet ind.

»Hmm,« brummede Bo Hansen, da han viftede Rejsekortet forbi scanneren.

• • •

Buschaufføren, der hed Morten, men gik under navnet ’Moody’, fordi han kunne ’tænde af’ på et splitsekund, lod det fare – i første omgang, for der var et eller bekendt over manden. 

• • •

Pillerne og mange timers psykologsamtaler havde lært ham at styre sit temperament efter dengang.

• • •

Han var otte år gammel, da han første gang stiftede bekendtskab med ’systemet’. Han blev tvangsfjernet fra hjemmet. Hans forældre kaldte det uretfærdigt, fordi de ikke mente, at de fik hjælp  nok til at passe på ham. Systemet mente ikke, at de kunne.

• • •

Som 10-årig blev de kørt ned af en bus, der missede sin vigepligt. De røg på sygedagpenge i første omgang, siden kontanthjælp, fordi de ikke magtede at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Uretfærdigt, sagde de, der igen følte sig svigtet af systemet. Et begyndende misbrug tog form og åd dem op til sidst.

• • •

Som 15-årig havde Morten mistet begge sine forældre til systemet, til de politikere, der  lovede alt muligt, men egentlig bare sad der for magtens og egoets skyld. Det var i hvert fald sådan, han så på det.

• • •

Flere gange end han kunne tælle, havde han forsøgt at råbe dem op. I starten i breve med ord og kulørte kruseduller: ’Kære politiker, vil du ik nåk gi mine mor og far noen penge, så at de ka besøe maj i Jylan’ kunne han for eksempel skrive ned med sine ubehjælpsomme bogstaver omkranset af dystre tegninger. En ond bus med bidende tænder og spidse øjne, der var lige ved at æde hans forældre.

• • •

Senere, da han blev en rod, stak han af fra institutionen for at besøge sine forældre og give politikerne en opsang. 

• • •

Han var ikke bleg for at stå ude foran rådhuset og råbe af dem. Af fuckhovederne, som han kaldte dem, fordi det ofte kun var hovedet, han kunne se, når de stirrede tilbage på ham fra vinduerne. Helt stive og robotagtige uden at fortrække en mine. 

• • •

Da forældrene døde, var det slut med at råbe. Det hjalp jo  alligevel ikke noget. Nu skulle der handles. Det blev en altoverskyggende hobby at snyde systemet. At ødelægge det. Senere voksede hans hobby og blev til en fuldtidsbeskæftigelse – en livsstil, indtil den dag, hvor han blev taget og røg i fængsel for socialt bedrageri, hærværk og tyveri. Alt sammen begået mod offentlige bygninger gennem en årrække.

Fængselsopholdet, om end et produkt af systemet, havde været godt for ham. Han havde fået tid til at tænke. Til at lægge en plan. Alle de smårapserier hjalp jo ingenting, hvis han virkelig skulle få ram på systemet. Han måtte flytte fokus tilbage til dem,  der styrede det hele, til fuckhovederne. Nu var det deres tur til at bøde, og ham, der styrede bussen.

• • •

Morten grublede, da han drejede ud på Herlev Hovedgade i retning mod Skovlunde. Hvem var den sure mand? Pludselig slog det ham: Han var politiker. Det var ham, der havde afvist hans forældre dengang efter busulykken. Han skulle vist havde sagt noget med: ’Det kan jeg ikke tage stilling til’.

• • •

Fortsættes i næste uge…

Herlev Bladets sommerkrimi

· Skrives på skift af Herlev Bladets journalister

· Er ren fiktion