Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Nomineret til årets sportsprofil: “Jeg går ikke ind til noget halvhjertet”

Bokseambitionerne er helt oppe i skyerne for 21-årige Elias Idrissi. I slutningen af forrige år skrev han under på sin første professionelle kontrakt, men samtidig holder den nominerede til årets sportsprofil begge fødder på jorden som snarlig studerende på læreruddannelsen.

Den 21-årige letvægtsbokser Elias Idrissi vil ikke høre tale om kompromiser. Det skinner tydeligt igennem ved hans ellers velovervejede måde at være på. Han går nemlig helhjertet ind i kampen for at nå alle sine mål. Ikke mindst da han i slutningen af forrige år satte pen til papir og blev den første professionelle bokser i kongeriget med hele to promotorer i form af TK Promotion og Rng-Sde Promotion. 

»Det eneste, der groft sagt har ændret sig, er træningsmetoderne, og at jeg har fået koblet nogle flere trænere og en diætist på,« indleder Elias Idrissi allernådigst på lægmandssprog over for undertegnede, der møder ham i Herlev Boxings træningslokale i kælderen på Kildegårdskolen med nyheden om, at han er nomineret til årets sportsprofil i Herlev.

»I stedet for, at man kører tre omgange og fokuserer på tre omgange, så fokuserer man bare på de omgange, man nu skal bokse. De seneste par gange har det været fire omgange, nu skal jeg op på seks og forhåbentlig snart otte,« uddyber han med flere faglige gloser hæftet på, før han pointerer: 

»Ellers træner jeg jo de 10-12 gange om ugen, som jeg også gjorde som amatørbokser, men nu har jeg bare mere tid til det som professionel.«

»Så det er det samme mindset, bare et andet game,« konstaterer han. 

Fra amatør til professionel

Elias Idrissi har fået boksningen ind med modermælken. Hans far, Rachid Idrissi, driver nemlig Herlev Boxing, hvor Elias har haft sin boksegang, siden han var 12 år. 

»Når vi er nede i klubben, så er det ikke far og søn. Så er det træner og atlet,« fortæller Elias Idrissi om parløbet med sin far.

I sin spæde tid som bokser avancerede han hurtigt til landsholdet, hvor det er blevet til to EM-bronzemedaljer foruden hele seks titler som danmarksmester i boksning. 

I forbindelse med Herlev Fight Night i fjor fik letvægteren så sin professionelle debut i ringen efter 83 kampe som amatør i både ind- og udland.  

»Jeg kunne ikke forestille mig et bedre sted at få min professionelle debut, end der hvor det hele startede for mig som amatørbokser,« lyder det fra Elias Idrissi, der på overbevisende vis besejrede georgieren Giorgi Gachechiladze.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Elias Idrissi boksede sin første professionelle kamp til Herlev Fight Night i Herlev Hallerne i september i fjor, hvor han vandt overbevisende over Giorgi Gachechiladze fra Georgien. Foto: Claus Birch.

I februar i år boksede han så sin første professionelle kamp for sine nye arbejdersgivere. Med den er selvsagt fulgt et større forventningspres. Noget, som den unge Herlev-bokser dog glædeligt har taget på sine skuldre, fortæller han.

»Nu har jeg haft pres på mange gange før i karrieren, og har til tider også været en smule tynget af det, men jeg vælger at vende det om,« indleder Elias Idrissi, inden han støder til med pointen:

»Som professionel betyder det, at jeg nu kan få flere kampe til flere stævner, og det er kun positivt og slet ikke noget, jeg tænker over som et pres. Jeg ser det mere som de bedst mulige betingelser for at nå toppen.« 

Helhjertet indsats – altid

For Elias Idrissi hersker der nemlig ingen tvivl: Målet er at nå boksningens allerhøjeste tinder. 

»Jeg vil bokse med om de største titler, om det er i udlandet eller i Danmark,« konstaterer han med determination i stemmen.

»Men det er mindst lige så vigtigt for mig, at jeg også skal være et forbillede og inspiration for unge. Jeg vil ikke nå toppen, uden at jeg også kan se mig selv i øjnene,« fortsætter han reflekteret og understreger:

»Der er mange, der glemmer sig selv i processen. Sådan vil jeg ikke være.«

Derfor holder Elias Idrissi også standhaftigt fast i det jordnære parallelt med tilværelsen som professionel bokser. Ikke mindst takket være sin familie, som han i store træk tilskriver sin snarlige tilværelse som studerende på læreruddannelsen.

»Min familie er mine rollemodeller og har gjort mig til den, jeg er, så derfor har jeg også lovet min familie at tage en uddannelse, fordi det er vigtigt at have noget at falde tilbage på,« afstemmer han, inden han stykker flere ord sammen til sin samlede fremstilling: 

»Jeg kan som nævnt rigtig godt lide at have noget med unge at gøre – at hjælpe dem på vejen, om de har det godt, eller om de har det dårligt,« siger han og giver interviewets afsluttende pointe mæle:

»Jeg går ikke ind til noget halvhjertet, heller ikke min kommende uddannelse.« 

Indtil videre har Elias Idrissi bokset fem kampe professionelt – alle sejre, tre på knockout. Nummer seks i rækken finder sted i slutningen af måneden til et stævne i Holstebro arrangeret af TK Promotion.

Man kan følge letvægtsbokserens vej til toppen via instagramprofilen ’elias.idrissi’. 

LÆS OGSÅ: – Når gongongen lyder, er alt væk

Fakta om sportsprofiler:

Fem gange i købet af foråret og sommeren 2024 kårer Herlev Bladet nominerede til Årets Sportsprofil. Blandt de fem nominerede bliver Årets Sportsprofil fundet og kåret til Herlev Festuge i sensommeren.

Caroline Kirkegaard Bruun, Hjortespring Golfklub

Elias Idrissi, Herlev Boxing/TK Promotion og Rng-Sde Promotion

Marguerit Silke Siggaard og Albert Lehmann-Strøm, Vivis Dans

Theis Houlberg, Herlev/Hjorten Squash

U17-piger, BMS Herlev Basket

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!