Nytårsfejring med flere fyrværkeriskader
Skadestuen på Herlev Hospital modtog 20 personer med fyrværkeriskader mod fem sidste år. Størstedelen bar ikke beskyttelsesbriller.
Der var travlt på Herlev Hospitals skadestue til nytår, hvor personalet måtte behandle 15 personer mere med fyrværkeriskader end sidste års fem.
Det fortæller afdelingssygeplejerske Helene Byrne, som havde vagt i tidsrummet 31.12. fra midnat og et døgn frem.
Ud af de 20 kom 13 med håndskader og seks med øjenskader heraf en alvorlig. Der var også én, der havde fået tinnitus, fortæller Helene Byrne.
Uden briller
Ifølge hende var størstedelen af skaderne andengradsforbrændinger på hænder og ben forårsaget af raketter og batterier.
LÆS OGSÅ: Borgmesterens Nytårstale
Men der var også folk, der havde fået skader af stjernekastere og kanonslag.
»Ud af de 20 har vi desværre måtte konstatere, at 12 ikke bar beskyttelsesbriller«, tilføjer Helene Byrne, der vil vurdere, at størstedelen af patienterne har været unge mennesker.
Fald på landsplan
16 var i øvrigt mænd og fire kvinder.
På landsplan var der mindst 67 udrykninger på grund af fyrværkeri. Dermed er der her tale om et fald i forhold til sidste år, oplyser Region Syddanmarks AMK-Vagtcentral, der opgør tallene.
Af de 67 fyrværkeri-relaterede udrykninger er der 19 udrykninger til øjenskader og 22 udrykninger til håndskader. Sidste år var der henholdsvis 39 udrykninger til øjenskader og 28 udrykninger til håndskader.
Region Hovedstaden er igen i år klart det område, hvor der har været fleste fyrværkeriskader. Cirka 520 112-opkald og 428 udrykninger.
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks