Herlev Bladet

Sådan sparer du på vandet – fem gode råd

HOFOR kommer med en række gode råd til, hvordan man kan undgå at bruge mere vand end nødvendigt i denne usædvanligt tørre tid.

Græsset er gult, blomsterne hænger og børnene vil gerne piske gennem vandsprederen hele tiden. Men den tørre tid gør, at der skal spares på vores alle sammens vand, oplyser HOFOR, der forsyner hovedstadsområdet med vand. Der bliver i denne varme og tørre periode brugt mere vand end godt er for vores vandreserver, derfor giver HOFOR fem gode råd til en frodig have og glade børn – uden vandfrås.

Læs også: Vandet kan være brunt i Herlev hen over sommeren

Vandforbruget ligger typisk 15 procent højere end normalt, når heden kommer til landet. Det skyldes, at der bliver brugt masser af vand til afkølende brusebade, soppebassiner og vanding af græsplæner og blomsterbede. Der bliver brugt mere vand end godt er for vores sparsomme grundvandsressource. Især i hovedstadsområdet, hvor befolkningstætheden er stor, er trækket på grundvandsressourcen stort.

»Der er ikke akut risiko for, at vi mangler vand til hovedstadsområdet. Men vi opfordrer folk til at bruge vandet med omtanke,« siger Mette Hansen, projektleder i HOFOR.

Sådan holder du haven frodig uden at fråse med vandet:  

  1. Lad være med at vande din græsplæne. Den kan sagtens klare sig uden
  2. Saml (hvis muligt) regnvand fra taget i en regnvandstønde  – så kan du bruge det til at vande med, i stedet for at bruge drikkevand til blomsterne. Læg et låg på regnvandstønden, så vandet ikke fordamper.
  3. Brug en vandkande når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker – vandslangen er en vandsluger, som bruger 12 liter vand pr. minut
  4. Lad være med at vande om dagen, hvor det meste vand fordamper, før det når planterødderne.
  5. Store soppebassiner og pools bruger rigtig meget vand. Vandballoner, vandpistoler og et badekar til de mindste er gode erstatninger. Eller tag til sø, strand og friluftsbad med hele familien.
Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....