Svensk topspiller og ung Herlev-dreng skriver under for Eagles
Herlev Eagles har skrevet under med to spillere. En 33-årig svensk back med et imponerende CV og et 18-årigt talent fra egne rækker.
Herlev Eagles har hentet to spillere ind til den trup, som skal tørne ud i de sort-gule farver, når Metal Ligaen går i gang i weekenden.
Lørdag kunne klubben meddele, at man har hentet den 33-årige svenske back Per Savilahti Nagander, som har spillet det meste af sin karriere i den bedste finske og svenske liga.
»Han har spillet i europas to bedste ligaer, og han har spillet næsten 18 minutter pr. kamp, hvilket tyder på, at han er blandt de bedste fire backer på de hold, han har spillet på. Så det er en spiller, der virkelig har gjort sig gældende på et højt niveau, og en spiller fra en hylde, som ikke normalt kigger mod Herlev,« siger Herlev Eagles sportschef, Nicolai Flindt.
Per Savilahti Naganders seneste klub var SaiPa i den bedste finske række.
Læs også: Eagles’ sæsonkortsalg er steget med 45 procent
Herlev-talent tager skridtet op
Tirsdag var Eagles ude med endnu en offentliggørelse. Denne gang drejede det sig om en af Herlevs egne.
18-årige Simon Golbert har huseret på Herlevs 1. divisionshold, og her har han gjort det så godt, at han i fremtiden skal op og spille i Eagles-trøjen.
»Simon Golbert var en af dem, som vi havde håbet ville række ud efter chancen for at komme med op til den nye sæson. Og det må man sige, at han har gjort. Han har gjort en rigtig god figur både til træning og i træningskampene, så vi er meget glade for, at han har valgt at skrive under,« siger Nicolai Flindt.
Den 18-årige center får trøje nummer 21, og han har skrevet under på en ét-årig kontrakt med mulighed for et års forlængelse.
Læs også: Kommunen foreslår elitesamarbejde med Herlev Eagles
Begge spillere er med i truppen til sæsonåbneren mod Esbjerg Energy.
Der er også mulighed for at se dem på isen, når Rødovre Mighty Bulls kigger forbi Herlev Skøjtehal den 18. september.
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks