
Svømmeeliten træner i Herlev
Otte ud af 12 VM-kvalificerede har for nylig trænet i Hjortespringbadet, og træningen fortsætter frem mod OL næste sommer.
Det er nogle af Danmarks hurtigste havmænd og -fruer, der frem mod sommeren 2020 træner deres færdigheder i vandet i Hjortespringbadet i Herlev.
Det fortæller landstræner for svømmelandsholdet, Stefan Hansen, der oplyser, at landsholdet normalt træner i Nationalt Træningscenter på Bellahøj Svømmestadion.
»Men af sundhedsmæssige årsager er det ikke længere muligt for os at træne dér, og så tog vi kontakt til Herlev, Taastrup og nogle andre svømmehaller for at høre, om vi kunne træne dér«, forklarer han.
Ramt af skimmelsvamp
Det er kommet frem, at der blev konstateret skimmelsvamp på Bellahøj Svømmestadion i foråret, hvorfor det er blevet besluttet at lukke for alle aktiviteter fra september i år og ni måneder frem, hvor hallen skal renoveres for knap 40 millioner kroner.
Derfor har man op til VM i Sydkorea 21. til 28. juli kunne se otte ud af de 12 danske kvalificerede træne diverse svømmediscipliner i Herlev. Deriblandt for eksempel OL-guld-vinder Pernille Blume.
De 12 er:
Alexander Aslak Nørgaard,
Anton Ørskov Ipsen,
Emilie Beckmann,
Emily Gantriis,
Jeanette Ottesen,
Julie Kepp Jensen,
Mathilde Schrøder,
Mie Ø. Nielsen,
Pernille Blume,
Signe Bro,
Tobias Bjerg og
Viktor Bromer.
7. juli drog de dog afsted på træningslejr frem mod VM.
Lejeaftalen med Herlev Kommune gælder for fire baner fire dage om ugen frem til OL til næste sommer.
Der er lukket for kommentarer