De piler rundt blandt stolerækkerne, nogen kravler under, andre på stolene. Det er sjovt at være med i endnu en af J.C. Hollands musicals specielt kreeret til ‘Delfinerne og Krabberne’ i Børneinstitutionen Lindehøj. Ekstra sjovt, nu hvor musicalen for første gang skal opføres i større lokaler, hvor der er masser af plads at boltre sig på. Nemlig i auditoriet på Herlev Gymnasium & HF, hvor Herlev Bladet er med til generalprøven forud for premieren onsdag eftermiddag.
LÆS OGSÅ: Interessen for eventuelt byggeri omkring Herlev Hallerne har været stor
»Ved du, hvad jeg hedder,« spørger et rødt barnehoved, der pludselig dukker op fra stolen foran Herlev Bladets udsendte.
»Elena,« svarer hun så, mens en dreng, der er mindst lige så rød i hovedet, også dukker op og spørger:
»Hvad laver du her?«
Monstre vs. børn
»Tag rigtig godt imoood…,« lyder det pludselig fra scenekanten.
Det er Holland, som den bemærkelsesværdigt høje mand helst bare vil kaldes. Altså manden bag forestillingen. Faktisk er han ansat af institutionen som scenekunstner til netop det. Og denne, hans tredje musical af slagsen, hedder ‘Monster-Musical’, og ja, der er monstre med.
I historien er ‘bjergrige Ovskuli-land besat af ulækre, skræmmende, legetøjs-ædende prutte-monstre’. Det er de grønne børn. Der er også en del røde – det er ‘de seje børn’ fra Knockelby med den forældreløse Lille-Leif og Connie-Wii i spidsen. I forestillingen tager de kampen op med monsterhæren og anført af Monstermanden med Leen, Pruttemesteren og Monsterkongen. Det hele krydret med otte nyskrevne originale sange af Holland, som under hele showet akkompagnerer på guitar.
Prut, lort, tis
»Orkester, kom så orkester,« fortsætter den høje mand og skynder lidt på en gruppe betuttede småbørn, der træder ind på scenen.
»Tag rigtig godt imoood… pigerne fra Knockelby,« lyder det så
Forude venter 15 siders manus proppet med gode spænding, gys, gru, glæde og en masse god musik. Alt sammen noget som de cirka 50 børnehavebørn har øvet på siden 11. april, og som de onsdag skal opføre for deres forældre.
Populære mikrofoner
Men først skal der øves en sidste gang før premieren, og det foregår som nævnt på gymnasiet, hvor de hjemmelavede kulisser med bjerge i baggrunden og modeller af Knockelby og det, der måske er monsterborgen, gør det hele mere spændende. Der er også mikrofoner, og det er et hit. Især for for en gruppe af børn, der ikke kan dy sig for at prøve dem af:
»Prut, lort, tis,« lyder det fra tre piger, som efterfølgende fniser højlydt ud af højttalerne i rummet.
Indimellem går nysgerrige gymnasie- og HF-elever forbi og kigger ind gennem de vinduer, der adskiller auditoriet fra gangen.
Nogle børn vil hellere løbe rundt og lege i det store lokale. Efter noget tid bliver de fulgt hjem til børnehaven af en af pædagogerne. Men flertallet bliver på scenen og nyder legen og opmærksomheden.
»Det hele er lidt kaotisk nu, men det skal nok blive godt,« lyder det fra en af de voksne.
Uden tvivl, og om de seje børn fra Knockelby vandt over monsterhæren, ja det vil vi ikke afsløre her, men mon ikke de levede lykkeligt…
Der er lukket for kommentarer