321 basketkampe i 10 haller på 48 timer
Alt er udsolgt, og der er en lang venteliste til at deltage i BMS Herlev Cup & BMS Herlev Invitational, som i år kaldes for ’Danmarks største basketball-stævne’.
Masser af ’hopbolde’, højt humør og måske et slamdunk eller flere kan tilskuerne se frem til, når årets BMS Herlev Cup & BMS Herlev Invitational 17. september igen skydes i gang. Denne gang større end nogensinde før.
Som de sidste otte gange spilles der i både Ballerup og Herlev kommuners haller, og i år er der planlagt hele 321 kampe i 10 haller på 48 timer. De er fordelt udover i alt 170 hold fra hele Danmark, men også Sverige, Norge og Tyskland.
ANDRE HISTORIER: Kæmpe galleri – skarpe skud fra Herlev Festuge
Noget der gør stævnet til Danmarks største, oplyser BMS Herlev Basketball i sit nyhedsbrev.
Større og større
Spørger man stævneansvarlig og sportschef, Jesper Lundin, er arrangementet også blevet ret så populært.
»Vi startede lidt småt, men det har vokset sig størrre og større, og nu er det blevet så stort, at vi lukkede for tilmeldingen før sommerferien, fordi efterspørgslen var så stor, og der er lange ventelister, så vi er nødt til at skære til, for der er ikke plads til flere,« forklarer han.
Han tilføjer, at fristen ellers var sat til 1. september.
Snackboder og timing gør udslaget
Spørgsmålet er så, hvorfor stævnet er blevet så populært?
»Det ligger weekenden før sæsonstart, og alle hold vil gerne ud og spille træningsstævner, og så gør vi rigtig meget ud af afviklingen,« fortæller Jesper Lundin.
Der lægges blandt andet vægt på gode baner, gode dommere og sidst, men ikke mindst gode boder med snacks og forfriskninger i hallerne. Dem skal man ikke undervurdere betydningen, påpeger han.
alle hold vil gerne ud og spille træningsstævner, og så gør vi rigtig meget ud af afviklingen
I Herlev Hallen bliver der spillet på fire tværbaner på én gang, og her er det fortrinsvis de mindre årgange, der spiller.
Årgangene spænder over U11,13 og 15 samt U17 og 19, som er elitehold.
Alle er velkomne til at komme og kigge på.
Der er lukket for kommentarer