48-årig frifundet for alvorlige anklager
En skovlundeborger slipper med en betinget dom efter anklager om systematisk psykisk og fysisk vold mod sin hustru samt vold mod deres barn. Anklager overvejer at anke.
Den seks retsdage lange straffesag mod en 48-årig irakisk statsborger bosiddende i Skovlunde er flere gange blevet udskudt, men i sidste uge faldt der så endelig dom. Og den må sige at være til den 48-åriges fordel.
På trods af hele ni forhold, hvoraf flere var i den tunge afdeling, fik han ved Retten i Glostrup tre måneders betinget fængsel med vilkår om 80 timers samfundstjeneste.
Af anklageskriftet fremgår, at han ellers var tiltalt for to voldtægter og systematisk fysisk og psykisk vold.
LÆS OGSÅ: Derfor sprang hele skolen ud i fællesdans
Sidstnævnte hvor han skulle have fungeret som tolk for sin hustru, der var 15 år yngre, og derigennem taget social kontrol over hendes hverdag.
Det blev den 48-årige dog ikke kendt skyldig for, selvom retten lagde til grund, at han i nogen grad havde udsat hende for nedværdigende og kontrollerende behandling.
Men det var ifølge anklager Helene Brædder altså ikke nok til, at der kunne være tale om psykisk vold efter Straffelovens paragraf 243.
Derudover blev han også frikendt for to voldtægter, som lå tilbage i 2019 og 2020 og for fra 2016 til 2020 at have udsat sin hustru for systematisk vold og mishandling.
Løj over for myndigheder
I stedet blev han dømt for simpel vold i form af slag med flad hånd mod sin hustru. Og for at have slået sin i dag seksårige søn i ansigtet for nogle år tilbage.
Udover voldsparagrafferne blev han også kendt skyldig i at have løjet over for Udlændingestyrelsen, idet han i forbindelse med ansøgning dansk fremmedpas i 2017, påstod, at han ikke havde et gyldigt irakisk pas.
Det samme gjorde sig gældende i 2019, da han ansøgte om dansk fremmedpas til sine i dag fireårige tvillinger, idet han også her påstod, at de heller ikke havde gyldige irakiske pas.
Desuden havde han forinden indrejst til Danmark med den ene af tvillingerne, selvom det ikke var lovligt.
Anklagemyndigheden overvejer at anke sagen og har frist til 17. oktober.
Der er lukket for kommentarer