5 gode råd: Sådan kommer du bedst til Tour de France i København
På vegne af herlevborgerne har Herlev Bladet lavet en liste over 5 gode råd til, hvordan du bedst kommer til København for at se Tour de France, når de verdenskendte cykleryttere rammer Københavns gader i weekenden.
Herlev Bladet har på vegne af herlevborgerne sat sig for at gøre det mere overskueligt for dig at planlægge, hvordan du bedst kommer til København for at se Tour de France i weekenden.
Derfor giver vi her fem gode råd til, hvordan du kommer bedst afsted, og hvad du skal være særligt opmærksom på i forbindelse med din rejse til hovedstaden i weekenden.
Råd nr. 1: Lad bilen stå
Da cykelrytterne skal køre rundt i Københavns gader på fredag den 1. juli, vil mange af vejene være helt eller delvist spærret. Derfor vil det være en fordel for dig at lade bilen stå hjemme i Herlev, og i stedet tage offentlig transport ind til byen. Hvis du alligevel beslutter dig for at tage bilen, kan du se et kort over de spærrede veje og læse mere om parkeringsregler i forbindelse med Tour de France på hjemmesiden letourcph.dk.
I en pressemeddelse til Herlev Bladet skriver Vejdirektoratet også, at de anbefaler, at du lader bilen stå hjemme i weekenden, og i stedet benytter dig af offentlig transport. Hvis du alligevel tager bilen, så opfordrer Vejdirektoratet til, at du sætter ekstra tid af til din rejse, og at du følger Vejdirektoratets trafikråd.
Råd nr. 2: Kør med bussen
Fra Herlev kører der to buslinjer til København. Det er linjerne 5C og 350S, som man kan stå på flere steder. Skal man med bussen til København i weekenden, skal man dog være opmærksom på, at buslinjerne har ændret ruter, og at Movia oplyser, at passagerne må forvente længere rejsetider. Hold dig opdateret op din rejse med de to buslinjer på rejseplanen.dk og dinoffentligetransport.dk.
Råd nr. 3: Tag S-toget
Det vil være oplagt at tage S-toget, der kører fra Herlev St. Både Linje C mod Klampenborg og Linje H mod Østerport stopper flere steder i København blandt andet på Københavns Hovedbanegård. Du kan også tage S-toget fra Herlev St. og stå af på enten Vanløse St. eller Flintholm St., hvorfra du kan tage metroen videre ind mod København. Ifølge rejseplanen.dk frarådes det at tage din cykel med i S-tog og metro den 1. og 2. juli på grund af mange rejsende i forbindelse med Tour de France.
Råd nr. 4: Hop på cyklen
Har du friske ben, og er du ikke bange for at røre dig, vil det være en god ide for dig, at springe på jernhesten, og tage cyklen ind til København på mandag. På hjemmesiden letourcph.dk kan du på det interaktive kort se, hvordan du bedst kommer rundt på cykel i byen under Tour de France.
Råd nr. 5: Vær orienteret
Herlev Bladets vigtigste råd må være råd nr. 5. Hvis du skal til København i weekenden for at se Tour de France, så er det en god ide at holde dig orienteret omkring trafikken i hovedstaden, ændringer i den kollektive trafik, spærrede veje og de trafikale retningslinjer i forbindelsen med cykelløbet.
På rejseplanen.dk eller dinoffentligetransport.dk kan du læse om ændringer i den kollektive trafik. Og på letourcph.dk kan du finde interaktive kort for de enkelte etaper, hvor du kan se, hvad du skal være opmærksom på alt efter om du er gående, på cykel, i bil eller med offentlig transport.
LÆS OGSÅ: Sådan påvirker Tour de France dine busruter
Her kan du finde information
- Læs alt om Tour de France i Danmark og de forskellige etaper på letourcph.dk. Her kan du også finde et interaktivt kort, hvor du kan se, hvordan du kommer bedst rundt alt efter om du er gående, på cykel, i bil eller med offentlig transport.
- Hold dig opdateret om din rejse med enten tog, S-tog eller bus på rejseplanen.dk eller dinoffentligetransport.dk.
- På hjemmesiden vejdirektoratet.dk kan du også læse om trafikændringer på de enkelte etaper. På Vejdirektoratets trafikkort kan du også følge med i de aktuelle trafikændringer i forbindelse med Tour de France.
Der er lukket for kommentarer