Et af festugens absolutte hovednavne gik på scenen i Herlev Bygade lørdag klokken 15:00. Nemlig Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen, som i deres storhedstid udgjorde en del af popgruppen Tøsedrengene.
Det var i 1980’erne vel at mærke. Og det skulle derfor blive spændende at se, om sangene og stemmebåndene holdt endnu. Lad mig bare afsløre fra start af – Det gjorde de!
Koncerten fik en svær begyndelse med mikrofonproblemer, hvilket betød, at de to sangerinder måtte dele én enkelt mikrofon på de første par numre. Det tog de dog med en ophøjet ro, og midt inde i “Vi var engang så tæt” kom der styr på sagerne.
I samme ombæring blev publikum bedt om at komme lidt tættere på scenen. Og her fra gik stemningsbarometret kun én vej.
»Helt seriøst. I smiler virkelig meget her i Herlev,« bemærkede Maria Bramsen, og et lille kig omkring afslørede, at hun havde ret.
Den solbeskinnede Herlev Bygade var pakket med glade mennesker, som tydeligvis var klar på både at danse og synge med. Blandt andet på koncertens femte nummer, som var et af Tøsedrengenes største hits ‘Så gik der tid med det’.
Og da tonen efterfølgende blev slået an til ‘Sig du kan li mig’ gik kom koncerten op i et endnu højere gear. Også selvom Anne Dorte Michelsen havde en smule svært ved de helt høje toner, hun ramte, da sangen blev udgivet i 1981. Og også selvom publikum i Herlev lige skulle have lidt ekstra træning i teksten på omkvædet.
»Men sådan er det alle steder,« beroligede Anne Dorte Michelsen med.
Vi blev forkælet med lidt af hvert fra bagkataloget. Og jublen var stor, da Maria Bramsen åbnede for Ray Dee Ohh-skattekisten.
»Ind til dig – ind til alt det søde. Ind til dig, mit mandagsstævnemøde,« lød det, mens de to dansede synkront rundt på scenen og fik sat endnu mere gang i fødderne på publikum.
Tempoet faldt en anelse på de to efterfølgende numre blot for at komme tilbage til kæmpe fællessang: ‘Jeg vil uuud – ud under åben himmel’.
På det her tidspunkt var mikrofonproblemer og svære toner glemt. Anne Dorte Michelsens charme og Maria Bramsens stemme overdøvede alt andet.
»Her får I vores sidste nummer,« proklamerede de, og ud af højtalerne kom et af de danske 80’eres mest ikoniske guitarriffs: ‘Jeg vil la’ lyset brænde’.
Duoen og bandet forlod scenen for at blive kaldt tilbage til ‘Bruge og bruges’ og selvfølgelig smashhittet ‘Indianer’, hvor Maria Bramsen igen leverede en vokal magtdemonstration.
Denne anmelder vil gerne indrømme, at han i forvejen havde en svaghed for bagkataloget, som vi blev præsenteret for.
Men jeg havde alligevel sat mig for, at jeg ville forsøge at forholde mig kritisk. Det lykkedes ikke!
Koncerten var fantastisk, og alt hvad den skulle være. Og får du mulighed for at opleve Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen live – så gør det!
Det spillede de:
- Hør på mig
- Drop dine løgne
- Vi var engang så tæt
- Det lykkeligste land i verden
- Så gik der tid med det
- Sig du kan li’ mig
- Vi kan ikke leve alene
- Pas på dine blå øjne
- En lykkelig familie
- Mandags-stævnemøde
- Slip det fri
- Til vi forsvinder igen
- Ud under åben himmel
- Jeg vil la’ lyset brænde
- Bruge og bruges
- Indianer
Der er lukket for kommentarer