Afgørende aften for Herlev Eagles
Tirsdag aften kan Herlev Eagles spille sig i semifinalen, og det er ikke sket i nyere tid, fortæller direktør.
Ishockey-spillerne i Herlev Eagles rider på en bølge, en af de store, i denne sæson. Og i aften kan det udmønte sig i en semifinaleplads.
»Vi skal tilbage til firserne og halvfemserne sidste gang, vi var i semifinalen, så i nyere tid har vi ikke været i semifinalen, og i den tid, hvor man har spillet bedst af syv kampe, har vi heller ikke været i en semifinale, så historisk lyder så stort, men det vil i hvert fald være noget nyt. Så det bliver da enormt spændende og nervepirrende, fordi der har været fem tætte kampe indtil nu,« lyder vurderingen fra Herlev Eagles-direktør, Lars Skjøth.
LÆS OGSÅ: Stadig problemer med narkosalg
Først skal holdet dog lige besejre Odense Bulldogs, som de tabte 4-2 til i den seneste kamp i Odense. Men tirsdag aften bliver hjemme i ørneborgen, og det kan gøre en forskel. Ørnene fra Herlev har nemlig vundet de sidste to hjemmekampe i kvartfinalen, hvorfor det samlede resultat i bedst af syv kampe nu står 3-2 til Herlev før aftenens kamp. Vinder Herlev Eagles den, vil der stå 4-2, og så kan Odense Bulldogs ikke længere nå en sejr.
En vigtig kamp
»Det er en fin sæson, vi har gang i, og vi har spillet masser af gode kampe, og det her bliver en til af dem,« påpeger Lars Skjøth, der tror og håber, at holdet går videre.
»Det er selvfølgelig meget vigtigt for os at kunne tage et skridt mere. At slå os selv fast rent sportligt, det er jo enormt vigtigt, men bare det at vi er kommet til, at vi selv kan afgøre en kvartfinale er fint, og hvis det lykkedes, så er det fint, og hvis det ikke lykkedes, så er der stadig en 7. kamp, og så er det stadig en god præstation,« påpeger direktøren, der også godt vil give et bud på, hvorfor Herlev Eagles har spillet så godt i denne sæson:
At slå os selv fast rent sportligt, det er jo enormt vigtigt, men bare det at vi er kommet til, at vi selv kan afgøre en kvartfinale er fint
»Vi har et bredere hold i år. Vi har tre kæder, som laver masser af point og en 4. kæde med unge, som har gjort det godt. Vi har også en del skader lige pludselig, og det er en streg i regningen, men vi klarer os alligevel igennem. Vi har spillet de sidste to kampe uden tre af vores normale bakker og to normale angribere,« forklarer han, der i øvrigt kan oplyse, at billetsalget ser godt ud.
Nok ikke udsolgt
Dog tror han ikke, at der bliver totalt udsolgt i Spar Nord Arena ligesom i kampen mod Rødovre Mighty Bulls i februar, hvor over 1.700 tilskuere også fik underholdning med Rasmus Botoft med i købet.
»Men der skal nok komme mange. Mit bud er cirka 1.000,« lyder det.
Der er kampstart fra klokken 19.
Læs også Herlev Bladets reportage her på siden efter kampen.
Der er lukket for kommentarer