Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

”At komme i semifinalen tror jeg sgu er den største bedrift, jeg har opnået i klubben“

Tirsdag aften sikrer Herlev Eagles sig en plads i semifinalen, da de i en historisk kamp vinder over Odense Bulldogs på hjemmebane.

Lyden af trommer brager derudaf, de gule-sorte flag svinges i ottetaller, og herlevborgerne råber: “Åh læ åh læ åh læ åh læ” for fuldt drøn – og det er der en særlig grund til.

Ørnene kan nemlig tirsdag aften med fordel flyve fra skøjtehallen med masser af luft under vingerne, da de efter aftenens kamp mod Odense Bulldogs sikrer sig en plads i semifinalen.

Gruppekrammet hos ørnene er stort, øjeblikket efter de har vundet. Foto: Camilla Bidstrup Møller

Efter en lang og intens ishockeykamp hiver Herlev Eagles en sejr hjem på 4-3 mod den fynske ishockeyklub. Derfor er ørnene garanteret en semifinaleplads, da de har vundet de sidste to hjemmekampe i kvartfinale.

Og at Herlev Eagles er garanteret en semifinaleplads, glæder Herlev Eagles-direktør Lars Skjøth meget.

»Det er fuldt ud fortjent, og det er en kæmpe glæde for os alle. Vi har jo arbejdet virkelig hårdt for det, så jeg er meget glad,« siger Lars Skjøth.

LÆS MERE: Afgørende aften for Herlev Eagles

Stor opbakning

Opbakningen blandt tilskuerne er stor under hele kampen, og tilskuerpladserne er godt fyldt op med venner, familie og øvrige spillere. Flagene svinges rundt, og lyden af trommerne er så høj, at det næsten overdøver fansenes råben.

Opbakningen til Herlev-Eagles blandt tilskuerne er stor under hele kampen. Foto: Camilla Bidstrup Møller

At ishockeyhallen er godt fyldt op med tilskuere, er også noget, som direktør Lars Skjøth er meget taknemmelig for.

»Jeg er enormt glad for alle de tilskuere, der kom til kampen. Al den opbakning er altid godt,« siger Lars Skjøth.

LÆS MERE: Guld og sølv til lokale boksere

Største bedrift

Glæden over en plads i semifinalen er ikke kun stor hos Lars Skjøth. Det er den også blandt Herlev Eagles-spillerne.

Specielt de to spillere, Mikel Bertelsen og Lasse Mortensen, går hjem med et stort smil på læben. Især fordi de ikke havde regnet med, at ørneholdet ville nå så langt.

Lasse Mortensen (tv.) og Mikel Bertelsen er både overraskede, men også meget glade for sejren mod Odense Bulldogs. Foto: Camilla Bidstrup Møller

»Jeg havde ikke for få uger siden forestillet mig, at vi ville komme til semifinalen. Men jeg synes, det er super fedt,« siger Mikel Bertelsen.

»At komme i semifinalen tror jeg sgu er den største bedrift, jeg har opnået i klubben. Det viser os som det største hold,« siger Lasse Mortensen.

Og de kan begge slet ikke vente til semifinalen.

»Det er jo historisk for klubben. Jeg ser så meget frem til det,« siger Mikel Bertelsen.

»Nu skal vi bare lade op igen, og så er vi fuldt på. Det bliver så spændende,« siger Lasse Mortensen.

En velfortjent pause

Sejren hos Herlev-Eagles fejres i loungen med en masse godt til ganen. Foto: Camilla Bidstrup Møller

Da kampen er slut, bliver sejren fejret i loungen med en masse godt til ganen.

Ifølge direktør Lars Skjøth skal ørnene nu have en velfortjent pause, inden de skal kæmpe om en finaleplads.

»Nu skal holdet have noget ro. Det bliver forhåbentlig en så tæt kamp igen til semifinalen, som det var i aften,« siger Lars Skjøth.

Fredag bliver det afgjort, hvem Herlev Eagles skal spille semifinale mod.

Har du en anden god historie, så kontakt camilla@herlevbladet.dk

LÆS MERE: Tager syv medaljer med hjem til Herlev

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!