Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Anick høstede tre guldmedaljer til EM: ‘Jeg har levet højt på det lige siden’

20-årig Anick vandt alt, hvad der kunne vindes, da der i midten af Juli blev afholdt EM i dart i Ungarn.

20-årige Anick Sonnichsen fra Herlev Huse vidste ikke, hvad hun skulle forvente, da hun drog til Ungarn for at dyste i U21 Europamesterskabet i dart. Hun regnede faktisk slet ikke med at vinde.

Så da hun 16. juli kunne tage hjem med hele tre guldmedaljer om halsen, var hun noget overvældet.

»Det var virkelig en surrealistisk følelse at vinde. Det var nogle gode modstandere, jeg skulle møde, så jeg havde slet ikke forventet det,« siger Anick Sonnichsen.

Modstanderne havde hun faktisk aldrig spillet mod før, ligesom der heller aldrig var blevet afholdt et U21 Europamesterskab før. Men med en sejr både i single, i double med makkeren Mathilde Kjær og en sejr overall må man sige, at den 20-årige dartspiller virkelig fik markeret sig.

»Jeg vil sige, at jeg da har levet lidt højt på det siden, men jeg er også ved at vende tilbage til hverdagen igen. Men den følelse, jeg stod med efter at have vundet, forlader mig ikke lige med det samme,« lyder det fra europamesteren.

Sigter efter VM i 2023

Efter de tre sejre i Ungarn har Anick Sonnichsen nu sat sig et nyt mål.

Hun vil udtages til landsholdet, så hun i 2023 kan dyste i VM i dart, der tilmed skal afholdes i Danmark.

»Jeg har selvfølgelig tænkt mig at fortsætte med at spille på et højt niveau, og så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at komme med til VM. Det er i hvert fald min målsætning,« siger Anick Sonnichsen.

Sideløbende med darten begynder hun dog efter sommer på en uddannelse som grafisk tekniker. For selvom det med Anick Sonnichsens egne ord »kunne være fedt« at leve af at spille dart, så er det ikke helt så let som kvinde.

Der afholdes nemlig ikke lige så mange turneringer for kvinder, som der gør for mænd. Det betyder også, at Anick Sonnichsen både spiller i kvindernes og i herrenes liga. I kvindernes liga spiller hun i 1. division, mens hun i herrenes liga spiller i 3. division.

LÆS OGSÅ: Juni: Vandt sin første VM-medalje i Sydkorea.

»Vi vandt alt, vi kom i nærheden af«

Anick Sonnichsens vej ind i dartens verden startede, da hun var 13 år.

Interessen for sporten har hun fået gennem sin mor, der også spiller dart, og da klubben Fiov, der ligger i Albertslund, forsøgte at sætte rekord i at spille dart i flest timer i træk, åbnede muligheden for at spille dart sig. Mange andre unge fik nemlig interesse for sporten i forbindelse med rekordforsøget, og der blev startet en ungedomsafdeling.

Her spillede Anick Sonnichsen i to år, men allerede efter et år begyndte sejrene at tikke ind.

»Jeg spillede sammen med min makker Lucas Christensen, og vi vandt alt, vi kom i nærheden af,« forklarer Anick Sonnichsen og fortsætter:

»Så siden jeg har været 14 år, har jeg været på landsholdet.«

Sammen med makkeren skiftede hun til klubben DK-26, der ligger i Hvidovre. Og her spiller hun stadig.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!