Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Budgetaftale sikrer flere voksne til Herlevs børn

Venstre, Konservative og Socialdemokraterne har indgået en to-årig budgetaftale, der øger normeringerne i daginstitutionerne. Pengene skal blandt andet findes ved effektiviseringer og øget forældrebetaling.

Der skal være flere voksne til at sikre, at Herlevs børn har en tryg og god hverdag i børnehaver og vuggestuer. Det er det mest markante budskab i den budgetaftale som socialdemokraterne med borgmester Thomas Gyldal Petersen i spidsen i dag offentliggjorde sammen med aftaleparterne hos Det Konservative Folkeparti og Venstre.

»Det er det største løft af vores daginstitutioner i en menneskealder,« siger Thomas Gyldal Petersen.

Løftet betyder, at der kommer til at være tre vuggestuebørn pr. voksen og seks børnehavebørn pr. voksen i Herlevs institutioner.

»Det betyder, at vi rammer det niveau, som den landsdækkende debat har handlet om,« siger borgmesteren.

Med pengene kommer et krav til Herlevs institutioner om, at de skal løfte kvaliteten, så alle Herlevs institutioner er at finde i den bedste kategori ved det pædagogiske tilsyn i 2021. Det var ikke tilfældet ved det seneste tilsyn.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Sådan er pædagogikken i Herlevs daginstitutioner

»Vi gik ind i forhandlingerne med et ønske om så mange voksne som muligt, så vi er tilfredse,« siger Henrik Hilleberg (C).

Prisen for flere voksne til Herlevs børn er 8,6 milllioner kroner årligt. De penge skal blandt andet findes ved en besparelse på fem procent på det centrale ikke-borgernære administrative område. Og så bliver kommer det til at koste mere for forældrene, når prisen for at have sit barn i børnehave stiger med 79 kroner pr. måned, og prisen for at have sit barn i vuggestue stiger med 100 kroner pr. måned.

Nyt plejecenter

Ud over penge til kommunens mindste borgere har aftaleparterne blandt andet sat skattekroner af til:

  • En nyt samarbejde med PensionDanmark, der vil etablere nye og fremtidssikrede plejeboliger til de svageste ældre og borgere med demens på et endnu ikke fastlagt sted i Herlev Kommune.
  • En pulje på 200.000 kroner som foreninger, der ikke falder ind under kriterierne for elitesatsningen, kan søge.

Partierne har også besluttet at sætte forvaltningen i gang med at komme med bud på, hvordan man kan løse de trafikale udfordringer på Tvedvangen, som man kan læse om i denne uges udgave af Herlev Bladet, og så bliver mulighederne for at få skabt et Saxbo-museum i Saxbo-bygningen undersøgt, ligesom det bliver et erklæret mål, at det nye boligbyggeri på rådhusgrunden bliver tænkt ind i en Saxbo-sammenhæng. Og det er et led i aftalen, der særligt glæder Gert Biilmann (V):

»Det kan virkelig være med til at sætte Herlev på landkortet,« siger han.

Budgetaftalen byder også på en række omprioriteringer og besparelser, som blandt andet kommer til at betyde en reduktion i familieterapien i PPR på 615.000 kroner, og på bibliotekerne, hvor der skal findes en besparelse på 250.000 kroner, mens der skal findes 800.000 kroner årligt på en effektivisering af rådhusdriften.

Meget mere om budgetaftalen her på Heleherlev.dk og i næste uges udgave af din avis.

 

 

 

 

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!