Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Budskab: Ring kun til din læge hvis det er akut

En af Herlevs privatpraktiserende læger opfordrer patienter til at blive hjemme og ringe i stedet, hvis det er alvorligt.

Døren er lukket i Lægehuset Herlev Hovedgade 125 torsdag morgen. Og det vil den blive ved med at være de næste to uger, fortæller privatpraktiserende læge Linda Vedel Bruun. Noget der i øvrigt gælder alle Herlevs lægeklinikker.

Hun opfordrer i stedet patienter til at ringe ind, men kun hvis det er akut.

»Folk skal blive hjemme, de skal kun kontakte os, hvis de er svært syge. Vi har sat et skilt på døren, vi sidder ved telefonen, alle dem der er syge bliver stillet om, og vi kan klare langt de fleste,« forsikrer hun, der vurderer og laver en plan for dem over telefonen.

Diagnose over telefonen

»Vi behøver for eksempel ikke se folk med ondt i halsen, hoste og feber, og vi kan godt udskrive antibiotika over telefonen til folk, der for eksempel har hals- eller blærebetændelse. Vores gode lægefornemmelse er langt hen ad vejen, at vi godt kan stille diagnosen over telefonen ud fra det, patienterne fortæller os. Det er desværre ikke muligt endnu med videotelefoni, men vi har en smartphone, som man kan sende billeder til,« forklarer Linda Vedel Bruun.

Ifølge hende har man også allerede aflyst alle unødvendige lægebesøg.

Mange aflyste konsultationer

»Vi ringer til alle patienter med årsbesøg, der for eksempel skal have målt deres blodtryk, og aflyser deres tider. Det gør vi, fordi det er farligt for dem, da de kan blive smittet i venteværelset,« påpeger hun og tilføjer, at det også handler om at passe på sig selv.

Hun tilføjer, at de også har aflyst morgen- og aftenkonsultationerne de næste to uger.

Man kan ringe og få fat i lægen fra klokken 8 til 12, og hvis man ikke kommer igennem, bliver man sat i kø, og den kan godt være lang, påpeger hun. Fra klokken 12 til 16 kan man også ringe til lægen, men der er bemandingen ikke lige så stor, så her skal man kun ringe, hvis det er livsnødvendigt. Efter 16 kan man ring til 1813.

Ring kun hvis det er nødvendigt

»Vi har begrænsede ressourcer på telefonen, og der er 5.000 patienter, så det er ikke ok, at man ringer og skal have fornyet sin recept på Panodiler eller, fordi man er bekymret,« understreger lægen, der de første timer torsdag har modtaget opkald netop fra mange bekymrede forældre.

Og det er forståeligt, men hun henstiller til, at opkaldene altså skal være relevante.

Læs Sundhedstyrelsens anbefalinger her.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!