Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Byvandrere blev mindet om den gode gamle atmosfære

Den historiske byvandring, der er en del af Herlev Festuge, startede med en forklaring om, hvordan Herlev i 1935 så ud, og udviklede sig til en gåtur i bymidten.

 

Man skal bruge sin fantasi for at kunne forestille sig, hvordan bymidten engang så ud. Især under et stort center-byggeri. Og efter byvandringen kan det bare konstateres, at Herlev var lidt af en bondeby i gamle dage. Det blev i hvertfald i den grad understreget på turen gennem Herlev onsdag aften som Herlev-Hjortespring Historiske Forening stod for.

 

Turen startede naturligvis nede i bibliotekets kælder, hvor en model af bymidten fra 1935 står i et glasbur. Og selvom der fint blev forklaret, hvad der dengang lå af finurlige butikker i Herlev, og hvilke butikker disse er blevet erstattet med i dag, kan det for nogle være svært at forestille sig. Ikke mindst fordi, at vejen snoede sig helt anderledes dengang sammenlignet med i dag, men også fordi, at bygningerne i dag i den grad har ændret sig, og er blevet moderniseret.

 

Med mindre man selvfølgelig selv har oplevet byen dengang den så ud som modellen, for så kan det være lidt nemmere at forestille sig. Og det havde mange af de 13, der var mødt op til byvandringen.

 

 

LÆS OGSÅ: Mathilde Falck leverede meget mere end en koncert

 

En af dem, der var mødt op til den historiske byvandring var Pernille Særmark-Thomsen, hun er født og opvokset i Herlev, og derfor kunne hun på turen nikke genkendende til en del af de ting, der blev fortalt, og så kunne hun også på den en times lange tur, supplere med andet relevant viden:

 

»Jeg kan godt huske mange butikker tilbage, blandt andet Stella Nova – fotografi butikken, der engang lå her i Herlev. Men der var selvfølgelig også noget, der var nyt for mig,« fortalte Pernille Særmark-Thomsen, der før har været med på byvandringen, men som kommer igen, fordi hun elsker historiske fortællinger:

 

»Jeg har altid interesseret mig for historisk viden, og den her tur giver mig noget socialt, og så bliver jeg mindet om den gamle atmosfære i det gamle Herlev, som jeg savner enormt meget.«

 

Dengang det var mere lokalt

Det gamle Herlev som Pernille Særmark-Thomsen savner, var måske også mere lokalt end i dag. Sådan blev det i hvert fald beskrevet af Herlev-Hjortespring Historiske Forening. For dengang hed en købmand ikke bare ‘Den søde tand’ eller ‘Fakta’, dengang blev butikkerne kaldt ved ejerens efternavn.

 

»Herhenne lå der en købmandsforretning, ‘Købmand Christensen’, og han solgte alt fra knappenåle til lokomotiver,« lød det fra Jette Hoffmeyer, der er kasserer i den historiske forening, og som var en af guiderne på turen. Og det fik publikum til at grine, for som en af dem supplerede: »Ja, så sælger man da godt nok alt.«

 

Den lokale bondeby som Herlev engang var, kom også til udtryk, da Jette Hoffmeyer senere forklarede, hvordan der i Herlev engang havde ligget en slagter, der var så temperamentsfuld, at han truede folk med sin økse, hvis ikke han fik sin vilje.

 

 

Dengang Herlev var en bonde by lå der også en biograf på gågaden. Her var det muligt at komme ind og se en forestilling for kun 70 øre, men så var der også to pauser undervejs, og man sad ikke i en blød lænestol som i dag. Nej, dengang sad man på en stol af træ, men man havde til gengæld muligheden for at tage sin hund med, hvis ikke man havde lyst til at lade den være derhjemme. Det forklarede Bjarne Kaspersen Hansen, som er formand for Herlev-Hjortespring Historiske Forening.

 

En tur med ny viden

Byvandringen, der gik lidt over tid, sluttede for enden af gågaden ved Herlev bymidte. Og her stod man tilbage med en følelse af, at være blevet taget tilbage til det gamle lokale Herlev. Det var i hvert fald den følelse som ægteparret Frits og Grethe Kristensen havde:

 

»Det var smadder hyggeligt, og det var nogle gode fortællinger, der blev fortalt som var klare og tydelige. Vi har kommet her siden 60’erne, og vi kan blandt andet huske slagteren, så det var da meget sjovt,« påpegede Frits Kristensen.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!