Herlev Bladet

Demokratiets festaften

En ny lokal tradition blev skabt, da Herlev Rådhus for første gang afholdt valgcafé i kantinen. Vi spoler filmen tilbage til sidste tirsdag og føler lidt ind.

Klokken 20.05:

»Det er en rigtig god idé. Jeg er for alt, hvor der er mange mennesker«.

Venstres partiveteran Bendt Hansen sidder foreløbig alene ved et bord forbeholdt partiet, men håber selvfølgelig at få samlet flere omkring sig i løbet af aftenen. Men også i kommunalbestyrelsen selvsagt.

»To som da jeg selv sad der fra 2001 til 2005«, lyder bemærkningen om et håb, der endnu var på det tidspunkt.

Det første af slagsen

Kort tid før vores snak med Bendt Hansen havde borgmester Thomas Gyldal Petersen i sort jakkesæt og rødt slips budt velkommen til den første valgcafé på rådhuset.

»Det bliver en tradition, når der er kommunalvalg i Herlev. Det fejrer vi sammen. Uanset, hvordan det går os hver især«, siger han.

Og samtidig lover Thomas Gyldal Petersen, at forsamlingen ville få resultatet før alle andre.

»Og før CNN«, som han siger.

Læs også: Gyldal er vanvittigt stolt

Hygge og spænding

Klokken 21.05:

Bendt Hansen sidder ikke alene længere ved Venstres bord. Det er blevet fyldt godt op. Kun en enkelt har indfundet sig fra Liberal Alliance. Alternativets bord er fyldt godt op – med folk fra Enhedslisten. Det varer dog ikke længe, før Per Rathje og en medkandidat møder frem.  Stemningen er fin og hyggelig. Men så med en vis spænding under overfladen. Kandidater kan fortælle om en ’neglebidende uge, hvor appetitten forsvandt«.

Halvlegs resultat

Klokken 23:

Kildegårdhallen mangler på grund af en omtælling.  Thomas Gyldal Petersen dukker op.

»Desværre er det et halvlegs resultat«, siger han.

Det er så også et resultat, som alligevel skitserer, at det bliver svært for visse partier at komme i kommunalbestyrelsen. Man kan mærke, at en skuffelse breder sig hos flere.  Klokken nærmer sig også at have passeret almindelig borgerlig sengetid, så flere går hjem. Trods altså uden det fulde overblik.

Forståelsen kom

Klokken 23.17:

Borgmesteren er tilbage. Valgresultatet er endeligt med de forbehold, der må tages før en fintælling.  Men CNN er ikke orienteret endnu. Og hvad måske mere interessant er: Det er KMD heller ikke. Så valgcaféens gæster, politikere og almindelige borgere, bliver altså som lovet de første.

Enhedslisten jubler. Ingen har formentlig heller set De Konservatives Henrik Hilleberg så glad i lang tid. Og så er der andre, som er skuffede.

»The name of the game«, siger De Radikales Jeanné Vetling.

Der er kommunalvalg igen i 2021. Og der er sådan set allerede afgivet ét valgløfte. Nemlig det, at der igen bliver valgcafé på rådhuset. Spørgsmålet er så, hvor rådhuset ligger til den tid.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....