Lokalplanen, der skal bane vejen for bygning af byggeriet Frimærket på den gamle posthusgrund, bliver nu sent i høring.
Lokalplan 112 afløser den lokalplan, der skulle bane vejen for et andet projekt, der aldrig blev til virkelighed, fordi udvikleren i begyndelsen af 2016 gik konkurs.
»Når kommunalbestyrelsen bruger tid og penge på en lokalplan og bruger tid på dialog med Gud og hver mand, så er det irriterende, når det hele falder det fra hinanden fordi investor ikke kan hive det hjem,« sagde borgmester Thomas Gyldal Petersen (A), da kommunalbestyrelsen onsdag havde den nye lokalplan på dagsordenen.
Han understregede, at han alligevel er tilfreds med, at det blev det nye projekt og ikke det gamle, der nu får muligheden for at blive til virkelighed.
»Det er et bedre projekt for området,« sagde han.
Det nye projekt består af to sammenhængende bygninger ud mod Herlev Ringvej og en bygning mod Hyrdindestien. I bygningerne langs med Herlev Ringvej skal der efter planerne etableres parkering og en mindre butik på maks 200 kvadratmeter i stueetagen. Bygningerne får en maks højde på 25 meter målt fra Herlev Ringvej, mens bygningen ud mod Hyrdindestien får en maks højde på 12,2 meter målt fra Hyrdindestien
Læs også: Hannes Minde bliver til parcelhuse.
Tak til naboerne
Borgmesteren benyttede også muligheden for at takke de meget aktive naboer til Posthusgrunden, der fra starten af har ytret deres holdninger flere steder.
»Det, der ligger her, er et resultat af gode og korrekte spørgsmål fra jer, der har gjort at vi er blevet klogere. Tak for jeres ihærdige interesse og indsats i processen, « sagde han.
Forslaget blev tiltrådt med 14 stemmer for og tre i mod fra Enhedslisten og SF.
SF ønsker tilføjet i lokalplanen, at der i forhold til den nordlige del af byggeområdet fastsættes et maks. på 12,2 meter og tre etager, mens Enhedslisten ønsker tilføjet, at der i forhold til den nordlige del af byggeområdet fastsættes et maks på 12,2 meter.
Lokalplan 112 sendes nu i høring i otte uger. Planen kan ses på www.herlev.dk i sin helhed, og her kan man også blive klog på, hvordan man indgiver et høringssvar.
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks