Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Derfor bliver landsdækkende indsamlingsshow holdt i Herlev

15. april sendes 'Alle vores børn' live på TV2 direkte fra Herlev Hallerne, hvor borgere og danske sportsstjerner vil samle penge ind til udsatte børnefamilier. Sideløbende vil Herlev lave sin egen ting. Læs hvad det er her.

For anden gang er der fokus på støtte til udsatte børnefamilier, når TV2 i samarbejde med Røde Kors, DBU og Fodboldfonden blænder op for det store landsdækkende indsamlingsshow ‘Alle vores børn’ – denne gang direkte fra Herlev Hallerne. Og hvorfor så det?

Ved at afholde indsamlingen i Herlev Hallerne skaber vi en festlig aften med plads til publikum af børn og voksne, der kan være med i forskellige aktiviteter af spil, sport og hyggeligt fællesskab i børnehøjde. Vi samler ind til udsatte børn i Danmark sammen med store rollemodeller og forbilleder fra sportens verden, og derfor er idrætshallen den perfekte lokation for indsamlingsaftenen. Vi glæder os meget til at forvandle Herlev Hallerne til rammen for en vigtig indsamlingsaften,’ lyder forklaringen fra redaktør på TV 2 Peter Toldberg i en mail til Herlev Bladet.

LÆS OGSÅ: Sådan kører tre buslinjer hvis ringvejen spærres

Og ikke nok med det. Camilla Buur, Røde Kors-formand i Herlev, afslører, at man vil benytte lejligheden til at gøre sin egen ting i Herlev. Mere om det nederst i artiklen.

Vigtigt med sociale aktiviteter

Sidste og første gang, der blev samlet ind i 2021, nåede man op på 9,5 millioner kroner, der lige som i år går til forskellige områder, der dækker over en række af de aktiviteter, Røde Kors og Fodboldfonden har for udsatte børn og familier i Danmark. Og lige som i 2021 gør man ud over de to værter og tv-kendisser, Melvin Kakooza og Camilla Martin, brug af en række sportsstjerner til at hjælpe med at skrabe nogle penge sammen til et område, der ifølge den lokale Røde Kors-formand godt kunne bruge en udstrakt hånd. Ikke mindst i Herlev.

Det er fantastisk, at Herlev er blevet valgt ud. Vi har et stærkt foreningsliv og et stærkt idrætsliv, og folk er gode til at stå sammen

»Jeg synes, det er fedt, at vi har fokus på børn herhjemme. Selvfølgelig er alle indsamlingsshows vigtige, men det er godt, at vi kan give vores børn lidt ekstra herhjemme. Jeg tror også, at det kan være med til, at vi kan få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at man holder fast i de sociale aktiviteter. I dag har vi en digital verden, hvor vi kommer længere væk fra fælleskaberne, og når pengene er små, så vælger vi dem fællesskaberne fra. Derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde de her børn nogle sociale aktiviteter, som kan give dem en bedre trivsel,« vurderer Camilla Buur.

Egen indsamling

Hun tilføjer, at netop dét, at showet bliver holdt i Herlev, giver rigtig god mening.

»Det er fantastisk, at Herlev er blevet valgt ud. Vi har et stærkt foreningsliv og et stærkt idrætsliv, og folk er gode til at stå sammen og hjælpe hinanden. Så det er fantastisk, at vi kan vise, hvad man kan, når man står sammen som by og samarbejder,« fortæller hun og påpeger, at det også handler om at vise Herlev frem på det nationale landkort som den positive rollemodel.

Til det formål kan hun afsløre, at kommunen i samarbejde med Røde Kors planlægger at holde sin egen indsamling formentlig fra 1. april og frem til showet, hvor resultatet offentliggøres. Hvordan det kommer til at foregå, kommer der mere om senere, lyder det.

Så alt i alt meget at glæde sig til. Både for børn og voksne.

Der er endnu ikke offentliggjort noget program for showet, som sendes på TV2 lørdag 15. april klokken 20-22.

 

I det sidste indsamlingsshow var landstræner for herrelandsholdet i fodbold, Kasper Hjulmand, med, sammen med spiller, Christian Eriksen (th.). Pressefoto: Per Arnesen/ TV2
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!