Det går godt med at få ukrainske flygtninge i job i Herlev
I Herlev Kommune går det godt med at få ukrainske flygtninge i arbejde, men kommunen arbejder fortsat på at få flere ud på arbejdsmarkedet.
Fredag var det præcis et år siden, at krigen mellem Rusland og Ukraine startede. Derfor har debatten om, hvordan det er gået med at få de ukrainske flygtninge i arbejde i Danmark fyldt mere i medierne den seneste uge. Og i Herlev går det den rigtige vej. I januar var 59 procent af ukrainske flygtninge i Herlev Kommune i arbejde, hvor landsgennemsnittet lå på 56 procent.
Borgmester i Herlev Kommune Thomas Gyldal Petersen (S) er glad for, at der er kommet så mange i arbejde.
»Det er meget positivt at se, at vi har fået flere i beskæftigelse, end mange andre kommuner har,« siger han.
Udfordringer ved arbejde
Men selvom der er flere ukrainere i arbejde i Herlev end landsgennemsnittet, så arbejder kommunen stadig på at få endnu flere i job. Thomas Gyldal Petersen pointerer også, at der er nogle ting, der har gjort, at ukrainske flygtninge ikke har haft mulighed for at arbejde.
»Antallet af ukrainere i job kunne være højere. Men vi har modtaget flere flygtninge, der har været ældre, syge eller har haft sproglige udfordringer, og det har gjort det sværere for os at få dem i arbejde,« siger borgmesteren og tilføjer:
»Der er også flere jobs, hvor man skal have en uddannelsesrelevant baggrund, eller hvor man skal kunne tale dansk, for eksempel som pædagog, sygeplejerske og så videre, så derfor har der været mange jobs, der ikke har været tilgængelige for dem.«
Bolig til flygtninge
Efter der er kommet ukrainske flygtninge til Herlev, har kommunen været forpligtet til at finde en bolig til dem. Derfor har Herlev Kommune afsat 654.000 kroner til midlertidige boliger til ukrainerne.
Det fremgår af et referat fra Økonomi- og Planlægningsudvalget.
For at Herlev Kommune kan spare på udgifterne til midlertidige boliger, arbejdes der på at få de ukrainske flygtninge ud i permanente boliger. For at bo i en permanent bolig skal ukrainerne være selvforsørgende, og hvis de får økonomisk hjælp fra kommunen, placeres de i en midlertidig bolig. På nuværende tidspunkt er der 57 ud af 120 ukrainske flygtninge, der er flyttet i permanent bolig.
Spørgsmålet er, om det så er en økonomisk belastning for Herlev Kommune at have de ukrainske flygtninge boende. Thomas Gyldal Petersen svar på dette er, at det er vigtigt, at alt ikke skal ses ud fra et økonomisk synspunkt.
»Vi har en opgave og et ansvar, og det handler om, at vi skal sikre beskyttelse for de ukrainske flygtninge. Det er ikke et spørgsmål, om vi vil, men om at vi skal. Det her handler om medmenneskelighed og ikke kun om økonomi,« siger han.
I løbet af 2022 har Herlev Kommune modtaget 118 ukrainske flygtninge, og det forventes, at kommunen vil modtage 48 yderligere i 2023. I januar 2023 var 23 ukrainske flygtninge i Herlev i beskæftigelse.
Ifølge Centerchef for Center for Job, Uddannelse og Borgerservice Birgitte Kjeldsen ændrer tallene sig løbende, da de ukrainske flygtninge efterhånden rejser hjem til Ukraine. Der er også usikkerheder i tallene, fordi de rejser frem og tilbage.
Har du en anden god historie eller en kommentar til denne, så skriv til camilla@herlevbladet.dk
LÆS MERE: Eagles møder skolebørn: Skaber stor glæde blandt børn og spillere
Der er lukket for kommentarer