Dom: Må ikke køre bil i otte år
En 31-årig herlevborger er blevet dømt for at have kørt bil med alkohol og kokain i blodet.
Han var hidsig den 31-årige herlevborger, da han 9. januar 2022 mellem klokken 6 og 7.20 om morgenen kørte fra Herlev til Kongens Lyngby.
Måske endnu mere hidsig efter, at der for nylig faldt dom ved Retten i Glostrup, hvor han fik frakendt førerretten i otte år for selv samme køretur.
Derudover fik han en bøde på 7.000 kroner og betinget fængselsstraf i 40 dage.
LÆS OGSÅ: Vold på Børneafdelingen
Truede medpassager
Hvad skete der så på den køretur?
Ifølge anklageskriftet var den 31-årige påvirket af en alkoholpromille på mindst 1,48 samt kokain. Desuden sad han bag rattet, selvom han havde mistet sin førerret.
Så måske var hans hidsighed en kombination af det hele. Det vides ikke. Men det vides, at han også blev dømt for at lade det gå ud over sin kvindelige medpassager, som blev truet under turen med alle mulige udsagn:
’Prøv lige at stikke hovedet ud ad vinduet, så skal jeg nok køre tæt på en bil, så kan dit hoved falde af’. Eller: ’Der er mange ting, man kan fucking begrave her i Værebro’. (…) ’Jeg gider ikke true dig, jeg vil hellere gøre noget ved det’. (…) ’Kvæler dig halvt ihjel’. (…) ’Hvis jeg ikke skaffer noget kokain snart, så slår jeg dig ihjel’. Og så videre.
Den dømte var også tiltalt for at have holdt kvinden fanget i bilen og for at have slået hende, men begge forhold blev han frikendt i.
Der er lukket for kommentarer