Efter to år med aflysninger: Herlev Rundt vender tilbage i år med fuld styrke
Lions Herlev er godt i gang med forberedelserne til det traditionsrige cykelløb Herlev Rundt.
To år med en pandemi har gjort, at mange arrangementer i byen har været aflyst. Men med stabile smittetal, vaccineudrulning og en beslutning om, at corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom, kan vi igen se frem mod et forår og en sommer med de sædvanlige og traditionsrige arrangementer.
Ét af dem er naturligvis Herlev Rundt, som i år vender stærkt tilbage Kristi Himmelfartsdag den 26. maj efter to år uden cykelløbet. Det fortæller Kent Nielsen, som er formand for Herlev Rundt til Herlev Bladet.
»Vi kommer tilbage med fuld styrke og måske lidt mere til. Planlægningen er i fuld gang, og vi har styr på det meste. Vi har glædet os i to år og været så kede af, at det måtte aflyses de sidste år,« siger han og fortsætter:
»Så nu glæder vi os til at få en positiv oplevelse oven på alt corona. Vi har alle godt af at komme lidt ud og blive luftet oven på alt det og selvfølgelig at se Herlev og omegnskommunernes fine natur.«
LÆS OGSÅ: Kendt børnebogsforfatter på Herlev Bibliotek
Håbet om stor opbakning
Håbet er, at de seneste års nedlukninger kan være med til få endnu flere end normalt til at deltage i cykelløbet, fortæller Kent Nielsen.
»Kristi Himmelfart ligger desuden også så sent i år, så forhåbentlig har vi vejret med os, hvilket måske også kan få endnu flere til at ville deltage,« siger han og tilføjer grinende:
»Vi har jo nærmest prøvet af afholde det i både regn og slud. Men selvfølgelig også fantastisk sommevejr. Vi har jo prøvet lidt af hvert gennem årene, og vi håber, at det bliver fantastisk sommervejr i år.«
Normalt er der mellem 600 og 700 deltagere ved Herlev Rundt, og håbet er at komme over det i 2022.
Tilmeldingen til arrangementet forventes at åbne i næste uge via Herlev Lions hjemmeside og Facebookside.
Herlev Rundt 2022 bliver det 44. udgave af løbet.
Se billeder fra det seneste afholdte Herlev Rundt i 2019 her.
LÆS OGSÅ: Frivilligcenter og Selvhjælp Herlev klar til at koordinere hjælpeindsats for ukrainske flygtninge
Der er lukket for kommentarer