Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

– Er der et hemmeligt kodeord, jeg skal bruge for at komme i tale med en medarbejder?

Dorte Vilhelmsen (C) har selv kæmpet sit livs hårdeste kamp mod Herlev Kommune. Nu vil hun som politiker sikre, at der bliver lyttet til Herlevs borgere, når de har brug for hjælp fra deres kommune, fortæller hun i Herlev Bladets serie ‘Hvad vil du gøre ved det.’

Hvilken udfordring i Herlev vil du gerne gøre noget ved?

»Jeg vil gerne sætte fokus på den måde, vi møder borgerne. Altså hvordan er det, vi taler til og om borgerne? Det er den udfordring, jeg føler mest for, fordi jeg selv har været en af de borgere, der har følt mig kørt over ikke.«

Hvad er udfordringen i den måde Herlev Kommune møder borgerne på?

»Det er den måde, de kommunikerer på som nogle gange går galt (…). Jeg kunne godt tænke mig, at der kom mere fokus på at tale om det, der går galt. Nu kan jeg se i Herlev Bladet, at der har I jo en artikel med Lars Steffensen, og det gider jeg godt, at vi får en større åbenhed i Herlev Kommune om at kunne tale om det, der er svært. Blandt andet det her med, hvordan kommunikerer vi med borgerne, så det bliver på en god og ordentlig måde?«

LÆS OGSÅ: Man skal kende paragrafferne, hvis man skal have hjælp

Er den åbenhed der ikke nu?

»Det synes jeg ikke altid. Jeg synes, det er blevet bedre. Men man kan jo næsten se det i det svar I har i jeres eget blad omkring – jeg synes forvaltningen er rigtig gode til at sige: ’Det kan vi ikke genkende eller sådan er det ikke.’ Men når du sidder som borger og rækker hånden ud mod kommunen, så er det jo fordi, du er i en krise af en eller anden slags (…). Og har så man brug for at blive mødt omsorgsfuldt, og når man så bliver mødt med: ’Det kan vi ikke genkende, sådan er det ikke,’ så er det næsten følelsen af at få en kold klud i hovedet og at de siger: ’Du lyver.’ Det er ikke det, de siger, men det er den følelse, man står med. Og det skal vi altså kigge på og se, hvad vi kan lære af det. Hvordan er det, vi bliver bedre til at kommunikere?«

Og det var derfor, jeg gik ind i politik, fordi jeg tænkte, at hvis jeg nu kan få råbt de her politikere op, så kan det være, de fatter, hvad jeg siger

Hvorfor tror du, at forvaltningen og i det her tilfælde udvalgsformanden kommer med det svar, at det kan de ikke genkende og sådan er det ikke? 

»For mig virker det som om, det er sådan en muskel, der bare kører automatisk, at det er bedre at sige: ’Alt går fint og alt er i den skønneste orden,’ fordi det er det nemme svar. Og hvis det kun er enkeltesager, der går galt, så siger man: ’Der er flest sager, der går godt, så det kan vi ikke genkende.’ Men uanset hvad når en borger føler sig trådt på af sin kommune eller føler, at man ikke får et svar, så er man jo forurettet og sårbar og så får  man at vide, at sådan er det ikke. Så er det jo næsten det samme som at sige: ’Du som borger lyver.’ Jeg vil være med til at sige:’ Hey, hvad kan vi lære af det her?’ Som politiker kan jeg ikke gå ind i enkeltsagerne, men jeg kan lære af enkeltsagerne. Hvad er det, der gik galt i sagen og så kigge indad i organisationen og se om der er noget her, vi faktisk godt kan blive bedre til? Og det tror jeg er vigtigt at vi får brugt noget tid på det i de næste fire år.«

For mig virker det som om, det er sådan en muskel, der bare kører automatisk, at det er bedre at sige: ’Alt går fint og alt er i den skønneste orden,’ fordi det er det nemme svar.

Hvordan vil du konkret få det til at ske?

»Ved at sidde i et udvalg og så tage de her sager op og så sige til forvaltningen: ’Er der noget om det, er der noget, I kan få læring af?’ Det handler også om en mindset ændring. Det er jo kommunalbestyrelsen der, så vidt jeg i hvert fald har forstået det, der er med til at læge linjerne for, hvad det er for et mindset, vi skal møde borgerne med.«

Det lyder næsten som om, at forvaltningen skal stå lidt skoleret over for politikerne?

»Nej. Man kan gøre det på mange måder, man kan vælge at sige, at nu skal I stå skoleret, men man kan også vælge at tage en gensidig dialog, og det er faktisk der, jeg er. Vi skal ikke skælde dem ud, det kan også være forvaltningen siger: ’Vi gør faktisk alt det rigtige, vi gør alt det, I siger.’ Og så er der noget i kommunikationen, vi er nødt til at kigge på.« 

Du lagde ud med at sige, at du selv har oplevet at føle dig kørt over af Herlev Kommune – vil du fortælle, hvad det handlede om?

»Ja, det vil jeg gerne. Jeg har en søn, der har autisme og havde skoleværring og nåede på et tidspunkt til et sted, hvor han havde lyst til at tage sit eget liv. Og det at skulle have hjælp af sin kommune – at stå i en krise og have taget sit eget barn i at planlægge at tage sit eget liv og så opleve, at jeg ikke kunne komme igennem til kommunen. Det tog mig fire dage ikke at komme igennem til kommunen. Altså man er i krise, man vil bare gerne gøre noget. Jeg blev stillet om og stillet om og til sidst var der ingen, der ville tage ansvar. Jeg var så frustreret, at jeg til sidst kontaktede borgmesteren og spurgte: ’Er der et hemmeligt kodeord, jeg skal bruge for at komme i tale med en medarbejder?’ Og han svarede mig pænt på en mail og skrev: ’Nej, nu skal jeg nok sørge for, at du kommer til at tale med en medarbejder.’ Og hun svarede mig så: ’Jamen, hun kunne godt forstå, at jeg var udfordret – men det var faktisk ikke hende, jeg skulle tale med’. Det var på femtedagen. Så blev jeg hidsig og så mistede jeg al tilliden til min kommune som borger. Samtidig havde jeg år før kæmpet for at få et fair skoletilbud til mit barn. Og fik det ikke. Og jeg skulle kæmpe mit livs hårdeste kamp for at de overhovedet ville lytte til mig. Og de blev ved mig at sige til mig: ’Du er ikke en sag i kommunen, så vi kender dig ikke.’ Og der tænkte jeg bare: ’Jamen søde venner, det kunne I jo komme til, hvis I gad lytte til mig.’ Så jeg har jo selv været der, hvor jeg tænkte: ’Det her er forfærdeligt.’ Og det var derfor, jeg gik ind i politik, fordi jeg tænkte, at hvis jeg nu kan få råbt de her politikere op, så kan det være, de fatter, hvad jeg siger (…). Derfor er det min kæphest, at vi skal sikre, at vi behandler borgeren ordentligt og at borgerene føler, at de får en ordentlig og fair behandlig.«

Tror du så som politiker, at et skift i mindset – en ny kultur er nok, når du har oplevet som mor til en selvmordstruet dreng, at det tog dig fem dage, og du skulle forbi borgmesteren for at komme igennem til den forkerte medarbejder -er det så nok med en mindset-ændring?

»Det er i hvert fald der, vi starter. For vi er nødt til at starte et sted. Og så må vi se hen af vejen, hvad gør det så? Og skal der mere til?«

LÆS OGSÅ: Herlev Rundt tilbage for fuld styrke

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!