Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Elverhuset genåbner alle stuer efter smitteudbrud

Åbningen er dog i første omgang med begrænset åbningstider.

Alle stuer i den integrerede institution Elverhuset åbner igen mandag den 12. oktober med begrænsede åbningstider efter et smitteudbrud i institutionen, hvor i alt ti voksne og fem børn blev smittet. Det oplyser Herlev Kommune til Herlev Bladet.

Efter en nedlukning af fem ud af seks stuer, genåbnede tre af stuerne torsdag den 8. oktober, så der siden torsdag har været fire stuer åbne – dog med kortere åbningstid. Når de sidste to stuer åbner mandag forventes åbningstiden stadig at være reduceret. Kommunen forventer, at den begrænsede åbningstid varer uge 42 ud.

I forbindelse med genåbningen er der hentet vikarer ind. Dog vil der være mindst én kendt voksen på hver stue, lyder det.

Læs også: 2000 har anmeldt brud på coronarestriktioner

Kortere åbningstid ved smitteudbrud 

På Kommunalbestyrelsesmødet i onsdags var smitteudbruddet i Elverhuset på dagsordenen, hvor det blev vedtaget, at forvaltningen midlertidigt skal kunne regulere åbningstiderne i Herlev Kommunens daginstitutioner, hvis det bliver nødvendigt på grund af højt sygefravær blandt personalet som følge af coronavirus. Ændringer i åbningstiderne kan kun ske, når formålet er at opretholde den pædagogiske kvalitet, og for at børnene fortsat kan mødes af kendte voksne i vante rammer, fremgår det af referatet fra kommunalbestyrelsesmødet.

Normalt ligger beslutningen om ændringer i åbningstiderne hos kommunalbestyrelsen, men for at sikre en hurtig og effektiv håndtering af eventuelle fremtidige udbrud, blev det besluttet, at forvaltningen den kommende tid selv kan regulere daginstitutionernes åbningstider, for efterfølgende af orientere Kommunalbestyrelsen.

Ved smitteudbruddet i Elverhuset var det en formandsbeslutning mandag den 5. oktober af borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) at justere åbningstiderne fra kl. 6.00 – 17.00 til kl. 7.00 – 15.00. Beslutningen var gældende indtil efter kommunalbestyrelsesmødet den 7. oktober.

Læs også: Drop halloweenfest og slikuddeling 

Herlev Bladet følger udviklingen tæt. Hold dig opdateret på heleherlev.dk og på vores Facebookside 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!