Herlev Bladet

En dag som borgmester: I hælene på Thomas Gyldal Petersen

Han er ægte Herlevit. I Herlev er han født og opvokset og har boet hele sit liv. Han blev kommunalbestyrelsesmedlem som 22-årig og borgmester som 36-årig. Men det stod ikke skrevet i kortene. Langtfra. Herlev Bladet har fulgt byens borgmester på en dag, der bød på udvalgsmøde, prisoverrækkelse og Christiansborgbesøg for at komme bag om mennesket, politikeren og Herlevitten, Thomas Gyldal Petersen.

ONSDAG DEN 6. FEBRUAR PÅ RÅDHUSET. Klokken 07.30 går borgmesteren ned af trapperne og rundt om hjørnet iklædt et sort jakkesæt og mørkt slips på hvid skjorte. Han er kommet ned fra sin pind for at tage imod mig ved rådhusets borgerservice på adressen Herlev Bygade 90, som på denne onsdag er lukket for offentligheden.

Efter en kort gang op til første sal finder vi rådhusets direktionssekretariat, hvor borgmesterens kontor ligger for enden af et sekretærlandskab. På kontoret står dagens første Coca Cola allerede åbnet på borgmesterens mødebord. Han drikker nemlig ikke kaffe, bemærker han ved synet af min medbragte tankstationskaffe, der for længst har fået ben at gå på.

Borgmesterens kontor er simpelt men stilrent indrettet. De få genstande i det har tydeligt sine faste pladser, og væggene er dekoreret med udvalgte memorabilia og malerier, mest iøjenfaldende et satellitbillede af Herlev Kommune og en ishockeytrøje fra Kim Staal.

‘Til Danmarks bedste borgmester’ står der på en ishockeytrøje fra Kim Staal, som borgmesteren har frit udsyn til fra sit skrivebord. Foto: Alexander de Summer-Brason Welford.

Ved kontorets mødebord sætter borgmesteren sig for enden, krydser benene og udlægger dagens tekst.

»Der er jo ikke en dag, der er ens,« forklarer han udfoldende og fortsætter:

»Så det giver jo et meget repræsentativt billede af en dag som borgmester.«

Tidsplanen for dagen er forholdsvis stram og kan blive revideret, hedder det sig, mens vi forventningsafstemmer. Første punkt på dagsordenen er et møde klokken 08 i Økonomi- og Planlægningsudvalget, hvor borgmesteren er formand.

Nede i stueplanet i et mødelokale ved siden af kommunalbestyrelsessalen sidder udvalget og venter. Her indtager borgmesteren pladsen for bordenden, flankeret af udvalgsmedlemmer fra begge fløje.

Borgmesteren sidder for bordenden som formand til møde i Økonomi- og Planlægningsudvalget. Foto: Alexander de Summer-Brason Welford.

Her kan jeg ikke være med, som én af få begivenheder på en dag, der har været i pipelinen siden efteråret. Dørene lukkes og herfra går der halvanden time, før borgmesteren atter viser sig i direktionssekretariatet. Han fatter hurtigt om en bilnøgle og tager overfrakken på. Næste opgave venter om 20 minutter.

»Skal du have talen med?« spørger sekretæren i forbifarten.

»Det går. Jeg har det oppe i hovedet,« lyder svaret fra borgmesteren, der retter fingeren mod sin tinding.

Borgmesteren drejer nu nøglen i tændingen og sætter kommunebilen i omdrejninger. På vej ud af parkeringspladsen spotter han Henrik Hilleberg fra Det Konservative Folkeparti og Gert Biilmann fra Venstre, der også lige kommer fra mødet i Økonomi- og Planlægningsudvalget.

»Skal vi ikke dytte af to fra kommunalbestyrelsen, så de får et hjertestop? Så er der to mindre fra oppositionen at bekymre sig om,« spøger borgmesteren, mens hornet lyder.

»Det er gode kollegaer,« tilføjer borgmesteren med et smil på læben, mens han vinker farvel og på gensyn og drejer ned af Vindebyvej i retning mod Lindehøjskolen.

Hjortegården, derfra min verden går

Thomas Gyldal Petersen kom til verden den 1. august 1975. Opvæksten fik han i Hjortegården. Helt præcist i et lille rækkehus på adressen Malurthaven 25 sammen med moren og faren.

Faren Peter var oprindeligt fra Sønderjylland, men flyttede senere til hovedstadsområdet, hvor han fik job som maskinarbejder i Herlev. Til en fest i Herlev mødte han så en ung pædagog fra Gladsaxe ved navn Kirsten, der senere skulle blive mor til Thomas.

»De flyttede sammen og fik mig. I området, hvor jeg voksede op, boede der dengang primært faglærte, ufaglærte og funktionærer. Akademikere og sådan noget var der ikke så mange af,« husker han og fortsætter:

»Min mor og far blev så skilt, da jeg var meget lille – jeg tror, jeg var to-tre år gammel – så flyttede min mor kortvarigt over i Melissehaven, hvor hun endte med at forelske sig i underboen, som så blev hendes mand. De flyttede så over i Malurthaven nummer 167, så jeg er faktisk vokset op med, at min mor og far boede indenfor en afstand af cirka 150 meter af hinanden. Selvom de var skilt, havde de det rigtig godt med hinanden, så jeg har haft en ekstrem ukompliceret skilsmissebarndom.«

Jeg var meget genert, men så skete der noget, da jeg startede i skole.

Som syvårig startede Thomas i skole på Hjortespringsskolen, der lå 600 meter fra hjemmet i Hjortegården, som i dag hedder Kildegårdskolen Vest. Inden skolestart var han et barn, der forsigtigt skulle føle sig frem i tilværelsen.

»Jeg var meget genert, men så skete der noget, da jeg startede i skole. Jeg kom ind i en klasse med to unge lærere, en matematiklærer og en dansklærer, Lene og Kirsten, som var meget nyuddannede, og der i 1. klasse begynder man jo at være en del af et klassefællesskab. Man finder sin rolle. Man finder ud af, at der er nogle ting, man er rigtig dygtig til, og man bliver respekteret for de ting, så der voksede noget selvtillid og selvværd frem i det,« forklarer han og tilføjer:

»Jeg fik en kammerat i skolen, der hed Jens. Han var enormt begavet, og ham spejlede jeg mig meget i. Han kom fra et hjem med forældre, der var akademikere og enormt belæste. Han havde adgang til nogle verdener, som jeg ikke selv havde, så jeg brugte samarbejdet med ham rigtig meget til at suge til mig og få indblik i ting, jeg ikke selv kendte til. Folkeskolen var dermed et sted, hvor vi fik mulighed for at stikke af rent fagligt.«

Thomas Gyldal Petersen gik som barn i skole på Hjortespringsskolen, som i dag hedder Kildegårdskolen Vest. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.

I fritiden løb Thomas rundt på grønsværen i fodboldklubben IF Hjorten og øvede sin forhåndssmash i bordtennis i fritids- og ungdomsklubben i Kommenhaven. Her blev han en del af nogle fællesskaber, der satte et vedvarende præg på ham.

»Der er ingen tvivl om, at de voksne, som jeg mødte i skolen, fodboldklubben og fritidsklubben var med til at sætte nogle rammer for mig, som var enormt udviklende og gav mig en masse kammerater og fællesskaber,« fortæller Thomas og fortsætter:

»Jeg er meget taknemmelig for de rammer, jeg havde i min barndom, og jeg er enormt taknemmelig for den spejling, jeg fik ved at møde nogle kammerater, som jeg kunne lære en masse af, og som kom fra sociale baggrunde, som var helt anderledes fra min. For mig er det hele meningen med vores velfærdsmodel, nemlig at vi skaber rammer i vores institutioner, skoler og fritidsliv, hvor vi mødes på tværs, og det har Herlev altid været garant for.«

Området omkring Hjortegården dannede rammen om hele Thomas Gyldal Petersens verden, indtil han blev 16 år og kom på Herlev Gymnasium. Foto: Alexander de Summer-Brason Welford.

Thomas var blandt de fagligt stærkeste i sin klasse. Det gode hoved førte derfor til en plads på Herlev Gymnasium, som skulle vise sig at vende op og ned på den 16-årige teenagers tilværelse.

For mig var gymnasietiden virkelig mind blowing.

»For mig var det virkelig som at komme til en helt anden verden. Én af de første dage på gymnasiet, der skulle vi ind til byen via Herlev Station. Jeg kendte vejen, hjemmefra hvor jeg boede og ned til stationen, men jeg kendte simpelthen ikke vejen fra gymnasiet og ned til stationen, så jeg cyklede hjem, og cyklede så hjemmefra og ned til stationen, fordi den vej kendte jeg jo godt. Så lidt kendte jeg min by, fordi mit liv og min by var i virkelighed mit boligområde op til det punkt,« husker Thomas og tilføjer:

»Jeg elskede at gå på gymnasiet; min horisont blev virkelig udvidet. Jeg lærte mennesker fra andre dele af Herlev og mennesker udefra at kende, og så fik jeg jo samtidig også interesser, som gav mig et blik for verden, for historien, for kulturer. For mig var gymnasieårene ekstremt almendannende. Mange af de ting, som jeg interesserer mig dybt og inderligt for i dag, er grundlagt i de gymnasieår. For mig var gymnasietiden virkelig mind blowing.«

Thomas var især interesseret i historie og samfundsfag og knap så glad for matematik, selvom han havde det på højniveau. I 2. g blev han for alvor grebet af historiens vingesus på en studietur til renæssancens vugge, Firenze, som i dag er hans andet hjem.

»Den studietur gav mig en forelskelse i Italiens og Firenzes historie og ikke mindst renæssancen. I dag er jeg i Firenze mindst én gang om året, og når jeg køber bøger, så handler fire ud af fem af dem enten om Italien, Firenze eller renæssancen. Sådan har det sådan set været i de sidste 25 år. Det havde jeg aldrig fået med hjemmefra,« fortæller han.

Det vigtigste i hele verden 

Klokken 10 ankommer borgmesteren til Lindehøjskolen, hvor eleverne fra 4.D, 4.C, 3.A og 5.B venter. Med sig har borgmesteren fire checks på 1.000 kroner hver samt medaljer, han skal overrække til klasserne i forbindelse med Cyklistforbundets landsdækkende børnemotionskampagne, ‘Alle børn cykler’.

Ved hovedindgangen til skolen bliver borgmesteren mødt af en delegation af lærere og ledelse, der varmt tager imod og guider ham igennem indskolingen og frem til det rette lokale. På den anden side af døren bliver borgmesteren mødt af et hav af nysgerrige blikke og spørgsmål. Kram bliver uddelt og high fives tildelt fra højre og til venstre.

Borgmesteren uddeler high fives til en række børn fra Lindehøjskolen, der kvitterede med kram. Foto: Henrik Lüthcke

»Vi er samlet her i dag, fordi alle børn er fantastiske, alle børn er særlige og alle børn kan noget helt specielt, og I har vist, at I har været særligt dygtige til én ting. At cykle,« indleder borgmesteren, som tager sig god tid til at svare på elevernes 117 spørgsmål, inden han hænger hædersmedaljer om halsen på de mindste cyklister.

Med sig på Lindehøjskolen havde borgmesteren checks og medaljer til eleverne i forbindelse med kampagnen ‘Alle børn cykler’. Foto: Henrik Lüthcke.

Arrangementets vigtigste pointe gemmer borgmesteren til efter præmieoverrækkelsen. Den kræver nemlig elevernes fulde opmærksomhed.

»Hvad er det vigtigste i hele verden?« spørger han ud i lokalet.

Der går et spøgelse gennem lokalet, mens eleverne tænker, før borgmesteren selv svarer på sit retoriske spørgsmål:

»Herlev.«

‘Vi skal vinke til Herlev Bladets læsere’, lyder det fra borgmesteren til eleverne på Lindehøjskolen, der glædeligt tager imod opfordringen. Foto: Henrik Lüthcke.

Med kammeratlig hilsen, Anker

»Politik var til stede i mit hjem og særligt i mit fars hjem. Han havde tit kammerater på besøg, hvor de diskuterede politik, og nogle gange diskuterede de så meget politik, at han glemte at sende mig i seng, så jeg sad og lyttede med,« forklarer Thomas Gyldal Petersen om det politiske ståsted, han kommer fra.

Det er faktisk først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg sådan for alvor mere selvstændigt reflekterer over, hvad jeg egentlig selv mener, rent politisk.

På opslagstavlen i farens køkken hang et brev fra Statsministeriet som svar på noget, faren havde skrevet til daværende statsminister Anker Jørgensen. ‘Med kammeratlig hilsen, Anker’ hæftede den unge Thomas sig især ved:

»Det gav mig jo en eller anden idé om, at min far nærmest kendte statsministeren,« siger han og fortsætter:

»Så jeg tror ubevidst, har jeg altid haft sympati for socialdemokratiske politikere og socialdemokratiske synspunkter, men det er faktisk først, da jeg kom i gymnasiet, at jeg sådan for alvor mere selvstændigt reflekterer over, hvad jeg egentlig selv mener rent politisk.«

Efter gymnasiet blev Thomas’ interesse for politik konkretiseret igennem en kammerat.

»Jeg havde en god kammerat, Ali Alforneh, som var medlem af DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, red.). Vi snakkede sammen, og jeg endte med at melde mig ind i DSU, hvor han og jeg sådan set var Herlev-afdelingen,« fortæller han.

Sammen med sin gode ven Ali Alforneh, som sad i kommunalbestyrelsen fra 1994 til 1998, udgjorde Thomas Gyldal Petersen DSU’ Herlev-afdeling i starten af 1990’erne. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.

Thomas var på daværende tidspunkt godt i gang med sine studier på Københavns Universitet. Her læste han Statskundskab og blev sideløbende mere og mere interesseret i det lokalpolitiske.

»Min kammerat Ali (Alforneh, red.) sad allerede i kommunalbestyrelsen, men han fandt så ud af, at det ikke var det, han ville, og jeg var blevet meget nysgerrig på det gennem hans arbejde. Da Ali så ikke ønskede at genopstille, blev jeg kontaktet af Kjeld Hansen, som var blevet borgmester i 1996, som sagde: ‘Thomas, Ali genopstiller ikke, og vi har jo brug for, at nogle unge mennesker også vil stille sig op og tale den socialdemokratiske sag.’ Så sagde jeg: ’Jamen jeg kan jo ikke blive valgt.’ ’Det tror jeg godt, du kan, men du er i hvert fald nødt til at give det en chance,’ sagde han så. Så tænkte jeg over det og accepterede så,« husker Thomas.

Kommunalvalget 1997 gik over al forventning for den 22-årige socialdemokrat, der kun turde håbe på at skrabe en håndfuld stemmer hjem til partiet:

»Jeg fik tredjeflest stemmer på den socialdemokratiske liste næstefter borgmesteren og viceborgmesteren, og det var et chok og en overraskelse,« husker Thomas, der hurtigt fik smag for det kommunalpolitiske:

»På et eller andet tidspunkt i løbet af det første halve års tid som kommunalbestyrelsesmedlem gik det op for mig, at arbejdet grundlæggende handlede om de mennesker, som jeg er vokset op med – det er jo den by, som er vores – og det var enormt motiverende. Jeg vidste ikke på forhånd, at jeg ville blive så glad for det,« konstaterer han.

Engagementet i kommunalbestyrelsen blev honoreret med formandsposten for Idrætsudvalget, som det hed dengang, og senere posten som formand for Børne- og Kulturudvalget, da Thomas var 26 år.

Det havde jo aldrig nogensinde været min ambition at blive borgmester.

10 år senere i 2011 opstod der en ny mulighed for den nu 36-årige kommunalpolitiker, der skulle vise sig at blive skelsættende. Både professionelt og privat.

»Kjeld (Hansen, daværende borgmester, red.) begyndte at lufte nogle af sine overvejelser for mig om, at nu skulle jeg være opmærksom på, at der jo kunne opstå den mulighed (at blive borgmester, red.),« erindrer Thomas og fortsætter:

»Jeg havde nogle samtaler med min kone om, hvad det ville betyde for vores liv. Vi blev så enige om, at det var det, jeg skulle gøre. Det havde jo aldrig nogensinde været min ambition at blive borgmester, men det er klart, som tiden går, så bliver man jo mere og mere opmærksom på, at man er glad for at være en del af det her, og jeg følte også en forpligtelse. Jeg følte, at jeg skyldte Herlev, så derfor var jeg faktisk ikke i tvivl om, at hvis Kjeld pegede på mig, så ville jeg sige ja.«

Kjeld Hansen pegede på Thomas Gyldal Petersen som sin efterfølger som borgmester i 2011. Her ses de to ved magtskiftet. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.

Kjeld Hansen pegede på Thomas, som sagde ja, og med et personligt stemmetal på 35 procent blandt vælgerne blev borgmesterposten for alvor cementeret efter kommunalvalget i 2013.

Jeg var den borgmester af alle i Danmark, der fik det bedste valg – det var jo helt vildt!

»Det var jo en enorm lettelse,« siger Thomas og føjer til:

»Jeg kunne jo ikke vide, hvordan Herlevborgerne ville tage imod en ny og ung borgmester. Det var angstprovokerende, fordi enten endte man med at blive den skikkelse, der smed mange års socialdemokratisk styre på gulvet, eller også kunne man bære arven videre. Jeg er til den dag i dag enormt taknemmelig og ydmyg over, at der var så mange Herlevborgere, der ved det valg gav os den store fremgang – jeg var den borgmester af alle i Danmark, der fik det bedste valg – det var jo helt vildt!«

Thomas Gyldal Petersen cementerede sin plads som borgmester ved kommunalvalget i 2013, hvor han fik 35 procent af stemmerne personligt. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.

Ni år senere sidder Thomas tungt på borgmesterposten med et absolut politisk flertal på 12 ud af 19 mandater i kommunalbestyrelsen. På den tid er der skudt nye projekter op i Herlev, der har været med til at vende en krisetid til en styrket tid.

»Jeg blev borgmester i en krisetid, hvor ledigheden var høj på grund af den økonomiske krise. Vi havde brug for at genoprette økonomien. Det handlede blandt andet om, at vi skulle bygge Herlev stærkere med flere boliger og skabe flere lokale arbejdspladser,« siger Thomas og bliver konkret:

»Der er ingen tvivl om, at det, at vi fik lavet den lokalplan for BIG i sin tid, hvor vi midt i en krisetid fik trukket en milliardinvestering til Herlev, har vist sig at være en succes, som har været med til nu at gøre Herlev til en handelsby og gav nogen troen på at udvikle på vores bymidtecenter. Det var svært, men vi gjorde det (rettede op på økonomien, red.), og det er fundamentet for, at Herlev står så stærkt i dag.«

Det gav mig ny viden om, hvad fanden det egentlig vil sige, at være borgmester.

I 2016, midt i økonomisk fremgang og byudvikling, indtraf en tragedie, der efterlod Herlev i dyb sorg og en borgmester med sin største opgave:

»Den dag i november, hvor Louise Borglit blev slået ihjel i Elverparken, har måske i virkeligheden været den største opgave for mig som borgmester. Det efterlod en familie i chok, men også en by i chok og dyb sorg. Det gav mig ny viden om, hvad fanden det egentlig vil sige, at være borgmester,« siger Thomas og fortsætter:

»Pludseligt handlede det ikke så meget om det der med at træffe beslutninger om økonomi og udvikling, men pludseligt handlede det om at være til stede og lægge øre til menneskers historier. I de uger efter, der blev mit arbejde et helt andet, og det har også været med til at påvirke mit syn på mig selv i min opgave, at det ikke bare handler om at være en politisk figur, men også et ansigt på vores fællesskab, som skal være i stand til at lytte og forstå, og det fyldte rigtig meget i den tid og lige efter. Der følte jeg et stort ansvar for at gøre mig umage med, at vi ikke blev bange, men at vi kunne hjælpe hinanden igennem det.«

Mordet på Louise Borglit i 2016 efterlod en familie og en by i dyb sorg og chok. Nu handlede det om andet end økonomi og byudvikling for borgmesteren, der skulle være ansigt for fællesskabet. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.

Den landsdækkende politiker

Klokken 13 brummer taxaen ude foran rådhuset. Efter en kort frokost går turen nu ind til magtens tinde, Christiansborg. Borgmesteren tager nu kasketten som formand for Kommunernes Landsforenings Børne- og Undervisningsudvalg på. Den post har han bestridt siden seneste kommunalvalg, hvor han repræsenterer kommunernes interesser på skoleområdet.

Udvalgsformanden skal nemlig til møde med undervisningsordføreren fra Det Konservative Folkeparti, Mai Mercado. Mødet er blot et af mange planlagte af sin slags, hvor udvalgsformanden tager temperaturen på det landsdækkende politiske landskab efter folketingsvalget i sommer.

På turen i hyrevognen ind mod Christiansborg hiver udvalgsformanden endnu en dagsorden op af hatten og diskuterer den nye taxilov med chaufføren, der kvitterer med erfaringer og frustrationer herom. 30 minutter senere er de nået til enighed om taxilovens fejl og mangler. Taxaen gør holdt foran Borgen.

En dag med mange dagsordener rummede også tid til en snak om den nye taxilov på vejen ind til KL-møde på Christiansborg. Foto: Alexander de Summer-Brason Welford.

Efter det obligatoriske sikkerhedstjek og en kort sludder for en sladder med Social- og Indenrigsminister og partifælle Astrid Krag, bliver udvalgsformanden ledt op ad trapperne og hen ad gangene til Det Konservative Folkepartis grupperum, hvor Mai Mercado venter.

Til mødet sætter den konservative ordfører sig for bordenden skråt for udvalgsformanden, der ved sin side har direktør for KL, Kristian Heunicke, og KL-kontorchef Peter Pannula Toft. Colaen er udskiftet med et glas vand sponseret af Det Konservative Folkeparti. Samtalen går på folkeskolen, og hvordan den kan omfavne alle børn med alle behov for alles bedste. Visionerne vokser sig større i takt med gestikulationerne. For udvalgsformanden såvel som borgmesteren er dette en tydelig hjertesag.

Mai Mercado (K) og udvalgsformanden udveksler tanker om skolepolitik på et møde på Christiansborg. Foto: Alexander de Summer-Brason Welford.
Thomas Gyldal Petersen har tidligere haft sin gang på Christiansborg, da han fra 2002 til 2006 var ansat i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Foto: Alexander de Summer-Brason Welford.

Klokken 14:30 prajer udvalgsformanden en taxa. Borgmesterkæden kommer til syne igen, mens udvalgsformanden bliver foldet sammen og puttet i baglommen. Nu går turen atter tilbage til Herlev.

Overtræk på livets kassekredit 

På bagsædet af taxaen foretager borgmesteren og jeg dagens sidste interview. Tilbage på rådhuset venter nemlig et telefonmøde med journalist Nynne Bjerre fra DR som optakt til borgmesterens deltagelse i DR-programmet ‘Makulator’.

Der er ingen tvivl om, at for mig rummer det jo også en dårlig samvittighed over, at jeg har været der alt for lidt, da mine børn var små.

Thomas Gyldal Petersen er en ombejlet herre med mange hatte at vælge imellem. I løbet af en dag er der mange dagsordener at forholde sig til og interesser at navigere i. Det har medført en arbejdsuge på 60 timer, minus på nattesøvnen og dårlig samvittighed på hjemmefronten.

»Der er jo ingen tvivl om, at den måde, jeg arbejder på som borgmester, og den måde jeg arbejdede på, før jeg blev borgmester, hvor jeg også arbejdede meget, har jo gjort, at mine børn og kone aldrig har oplevet andet end en far og en ægtemand, som har været travlt optaget af politik. På den måde er det noget, vi har levet med som familie, men der er ingen tvivl om, at for mig rummer det jo også en dårlig samvittighed over, at jeg har været der alt for lidt, da mine børn var små,« siger Thomas med blød stemme og fortsætter:

»Min kone har stået alt for meget alene med alt for store opgaver, og den tålmodighed og kærlighed, som hun og mine børn har vist mig, håber jeg en dag, at kunne betale tilbage på, men der er ingen tvivl om, at hvis livet er en kassekredit, så har jeg overtrukket rigtig, rigtig meget de sidste mange år, fordi mit arbejdsliv i høj grad har fået lov til at sætte dagsordenen for, hvordan vi som familie har skullet leve vores liv.«

Thomas Gyldal Petersen med familien, da han i 2011 blev borgmester efter Kjeld Hansen. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.

Hvorfor har Herlev så været et så vigtigt projekt for Thomas Gyldal Petersen i alle de år, at han har været villig til at overtrække på livets kassekredit, som han selv metaforisk beskriver det?

‘Danmark er ikke et perfekt land, men Danmark er måske det bedste land, vi kender.’ Sådan har jeg det med Herlev.

»Det er jo svært at forklare, men når jeg møder børnene i dag på Lindehøjskolen og spørger dem, hvad det vigtigste er i hele verden, og jeg så siger Herlev, så griner vi jo alle sammen, men samtidig står vi med en følelse af, at det rent faktisk er rigtigt,« svarer Thomas på spørgsmålet og fortsætter:

»Jeg er vokset op med en enorm kærlighed til den by, jeg er vokset op i, og at få mulighed for at sætte en dagsorden, flytte et lokalsamfund, gøre tingene stærkere og bedre, er så ekstremt motiverende. Som Lars Løkke plejede at sige: ‘Danmark er ikke et perfekt land, men Danmark er måske det bedste land, vi kender.’ Sådan har jeg det med Herlev. Vi er ikke perfekte, vi har en masse udfordringer, men det er den bedste by, jeg kender, og jeg har fået et helt utroligt privilegium og en helt særlig mulighed og ansvar for at flytte tingene, og det knokler jeg for hver dag. Så længe, jeg selv synes og tror på, at jeg kan flytte tingene, og jeg har en fornemmelse af, at der er opbakning fra byen til, at det, vi gør, er rigtigt, så vil jeg være med.«

Tilbage på rådhuset tager borgmesteren sine AirPods i ørene og ringer Nynne Bjerre fra DR op.

»Hvor meget borgmester skal jeg være? Hvor meget KL skal jeg være?« siger han ud i lokalet, mens min dag med mennesket, politikeren og Herlevitten Thomas Gyldal Petersen lige så stille går på hæld.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....