Endnu en bilbrand
Onsdag morgen kunne man se to udbrændte biler på parkeringspladsen bag Bangs Torv. Politiet undersøger årsagen.
Igen igen har der været bilbrand i Herlev. Denne gang natten til onsdag på parkeringspladsen bag Bangs Torv.
»Vi kan bekræfte, at vi den 19. februar klokken 3.27 modtog en anmeldelse om brand i en personbil på Bangs Torv. En varebil, der holdt tæt på, fik skader på venstre side – muligt fordi vind mv. spredte ilden fra personbilen. Brandvæsnet slukkede ilden, og politiet er nu ved at undersøge årsagen til ildens opståen,« lyder det i et skriftligt svar fra Københavns Vestegns Politi.
Mange bilbrande
Herlev har i det sidste års tid været plaget af bilbrande forskellige steder i byen. Udover Bangs Torv blandt andet på Vindebyvej, Hjortespringvej, Tornerosevej, Peberhaven og Dildhaven.
Herlev Bladet spurgte i november sidste år politiet, om status på efterforskningen, og om der er en sammenhæng mellem de mange brande. Dengang lød det, at man efterforskede bilbranden i Peberhaven som påsat. Efter nye brande i december kontaktede Herlev Bladet igen politiet, som henviste til det sidste svar.
Har man nyttig viden i sagen, bedes man kontakte politiet på 1-1-4.
Der er lukket for kommentarer