Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Borgmester: Socialdemokratiet stadig det største parti

Thomas Gyldal Petersen (S) er glad for, at Socialdemokratiet på trods af en tilbagegang på tre mandater stadig er byens største parti, og at den ny konstitueringsaftale med EL, SF og RV sætter ham i spidsen fire år mere.

Sidst på eftermiddagen onsdag står det klart, at Herlevs borgmester også hedder Thomas Gyldal Petersen (S) de næste fire år. Det er nemlig lykkedes Socialdemokratiet at forhandle en konstitueringsaftale på plads med Enhedslisten, SF og Radikale Venstre.

LÆS OGSÅ: Gyldal får fire år mere

»Jeg er naturligvis glad, for selvom vi er gået tilbage, er Socialdemokratiet stadig Herlevs største parti, næsten hver anden stemme gik til os, så jeg er glad for opbakningen til, at Socialdemokratiet fortsat kan være i spidsen for byens udvikling,« siger en borgmester, der også erkendte, at han efter en lang valgkamp var temmelig træt.

Går efter brede aftaler

Hvordan bliver de næste fire år, nu hvor Socialdemokratiet ikke længere har absolut flertal?

»De bliver som de sidste fire år med et bredt samarbejde. Vi har konstitueret os med 14 ud af 19 mandater, og vi rækker hånden ud til den konservative gruppe, fordi vi er opsat på udvikle et stærkt og tæt samarbejde,« lyder det fra borgmesteren.

Men bliver det ikke sværere at få jeres politik igennem?

»Vi har aldrig vedtaget noget alene. Vi er altid gået efter de brede aftaler og skulle noget blive sværere, så er det en del af livet, så vi glæder os til at arbejde videre,« påpeger Thomas Gyldal Petersen.

Konservative står bedst udenfor

For ham at se var det urealistisk også at invitere de konservative til dagens forhandlinger.

»De konservative kan ikke få noget ud af gå med ind i vores konstituering. De vil stå stærkere udenfor, så det vil ikke give mening, der er ikke mere at give af,« forklarer borgmesteren, der har afgivet to udvalgsformandsposter til Enhedslisten (Klima-, Miljø- og Teknikudvalget) og til SF (Familie- og Forebyggelsesudvalget).

Resten går til socialdemokraterne, men hvem der får hvad, beror på en senere drøftelse i den socialdemokratiske gruppe, lyder det.

Spændende med radikale

Også den 19-årige Deniz Kücükavci fra Radikale Venstre, der pludselig fik et mandat i stedet for DF, hilser borgmesteren velkommen i konstitueringsaftalen.

»Det er spændende, at de trådte ind i forhandlingerne her i 11. time. De radikale har ført en god valgkamp, og vi har fået gode relationer til dem, efter at have mødt dem på gader og stræder under valgkampen,« siger Thomas Gyldal Petersen.

Borgmesteren fik i alt 3.314 personlige stemmer, mens Socialdemokratiet fik 6.359.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!