Fire mænd anholdt for flere indbrud
Københavns Vestegns Politi oplyser, at man på baggrund af efterforskning har anholdt fire mænd for at have begået flere indbrud også i Herlev.
Fredag aften blev fire mænd på henholdsvis 19, 20, 25 og 29 år anholdt i Rødovre mistænkt for blandt andet at have begået indbrud i Herlev.
Det var Indbrudsgruppen under Københavns Vestegns Politi, der foretog anholdelserne, og de skete på baggrund af efterforskning. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Lukket grundlovsforhør
»Det er en gruppe, vi har efterforsket mod i en periode. Vi mistænker dem for at stå bag flere indbrud i hovedstadsområdet,« siger politikommissær Jeff Kongedam Nielsen, som leder Indbrudsgruppen.
De fire blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør lørdag og blev alle varetægtsfængslet frem til 31. marts.
Af hensyn til de lukkede døre og den fortsatte efterforskning, har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer til sagen for nu.
Der er lukket for kommentarer