Fire østeuropæere varetægtsfængslet efter indbrud
I alt fire unge mænd blev onsdag anholdt mistænkt for indbrud mod et autoværksted i Herlev.
Efter hurtig efterforskning kunne Københavns Vestegns Politi onsdag anholde tre østeuropæiske mænd i en lejlighed i Ballerup, som nu er blevet varetægtsfængslet frem til 11. marts.
Sammen med en fjerde mand, også med østeuropæisk baggrund, som blev taget på fersk gerning natten til onsdag, er de alle mistænkt for at have begået indbrud mod et autoværksted i Herlev. Det oplyser Vestegnens Anklagere på Twitter.
Ifølge anklager Nadia Ahlberg blev der ikke stjålet noget, da en alarm gik, idet de forsøgte at afliste et vindue.
Hurtig efterforskning
»Vi skal jo handle hurtigt, hvis vi skal nå at have dem fremstillet inden 24 timer, så Indbrudsgruppen, der arbejder med sådan nogle sager, har gjort et flot stykke arbejde,« understreger Nadia Ahlberg.
De fire er fra sluttyverne til startfyrrene og har ingen tilknytning til Danmark. Desuden er den ene ifølge anklageren tidligere straffet for berigelseskriminalitet.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte politiet på 1-1-4.
Der er lukket for kommentarer