Pladsen foran rådhuset var i dag lige omkring klokken 12 i et relativt kort øjeblik befolket af HKere, akademikere og socialrådgivere, der var samlet for at vise, at de netop står både sammen og samlet.
»Vi er her for at sende et signal om, at vi står sammen på tværs af faggrupper,« sagde tillidsrepræsentant for akademikerne i Herlev, Lars Lyndorff.
Endnu er det stadig uvist om forhandlingerne i forligsinstitutionen ender med et sammebrud og en strejke og/eller en lockout.
»Vi ønsker ikke en konflikt, men vi står fast på den musketered, vi har indgået,« forklarede Lars Lyndorff. Musketereden betyder, at fagforbundene ikke vil lave en aftale, før lærerne igen har fået overenskomstbestemt arbejdstid.
Tillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Herlev, Julie Nørgaard Nielsen, pegede på, at det inden for hendes område kommer til at gå ud over sårbare borgere, hvis socialrådgivernes arbejde ikke bliver udført på grund af lockout eller strejke.
»Det kommer til at få en kæmpe betydning for for eksempel borgere på kontanthjælp,« sagde hun.
Derfor håber ingen af de to tillidsrepræsentanter, at det ender med en konflikt, der lægger Herlev Rådhus ned.
»Find nu en løsning, I er så tæt på hinanden,« opfordrede Lars Lyndorff.
Læs også: Afdøde må vente på køl under en lockout
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks