Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Frimærket-føljetonen: Fra naboklager til dialog

Siden byggestart i januar har naboer til boligbyggeriet Frimærket flere gange klaget over støj uden for arbejdstid, trafikgener og en skurby, der har vist sig at være noget kontroversiel. I denne uge mødtes naboer og byggefolk til en forsonende snak.

Det første halve år af boligbyggeriet Frimærket på den gamle posthusgrund er ikke gået stille for sig. Men måske det lysner.

I den forgangne uge inviterede hovedentreprenøren Jönsson og bygherren ELF Development de nærmeste naboer til et dialogmøde for at høre på de klager, der har været og finde frem til fælles fodslag. Og mødet endte positivt, hvilket fremgår af en historie i næste uges Herlev Bladet.

Men som i mange lykkelige slutninger har de involverede skulle så grueligt meget igennem for at nå dertil.

Sagen kort

»Vores hovedbekymring er trafiksikkerheden. Vi frygter, at skolebørn bliver kørt ned, fordi det er en skolevej«, forklarede Daniel Goldschmidt til Herlev Bladet.

Han bor lige over for Hyrdindestien 13, som entreprenøren til boligbyggeriet Frimærket i maj begyndte at bruge som adgangsvej til byggepladsen.

Det betød samtidig, at der ifølge naboer var flere tilfælde, hvor entreprenøren imod de aftalte regler med kommunen brugte Rødhættevej til tung transport – og ofte før klokken syv om morgenen, hvilket også var imod reglerne.

Sagen blev ikke bedre af, at byggefolkene ofte parkerede deres biler på offentlig vej foran naboernes indkørsler på trods af, at man havde lavet parkeringspladser til formålet på Hyrdindestien 13. En grund, som bygherren ELF Development købte sidste år for at bruge den til adgangsvej til byggepladsen, til opstilling af en skurby og til de nævnte parkeringspladser.

Netop den grund er også blevet et springende punkt i naboklagerne.

Skurbyens skæbne

Det skyldes, at der er opstået tvivl om, hvorvidt byggefolkene har måtte opstille skurbyen på grunden, hvilket man gjorde i januar. ELF Development siger selv, at man allerede i december fik en tilladelse, mens kommunen oplyser, at man ikke var bekendt med skurbyen, men da man blev det takket være en borgerhenvendelse, sørgede man for at indhente en dispensationsansøgning fra entreprenøren. Det kræver det nemlig ifølge loven, da skurbyen er opstillet på en villagrund med en dertilhørende lokalplan.

I samme forbindelse blev der indledt en naboorientering og høring, som sammen med dispensationsansøgningen skal drøftes på mandag til Miljø-, klima- og teknikudvalgsmødet.

Beslutter politikerne sig for at godkende skurbyen, bliver det med forbehold for, at den går fra de nuværende to til én etage. Det betyder samtidig, at entreprenør og bygherre skal finde plads til containerne andetsteds. En situation der kan blive ekstra udfordrende, da selv samme oplyser, at man forventer to mandskabsvogne yderligere til de nuværende syv moduler.

Tilladelse?

Bliver dispensationen ikke godkendt, skal skurbyen, der indtil videre har stået på Hyrdindestien 13 i et halvt år uden dispensation, fjernes. Godt det samme, mener Jesper Møller, næstformand i naboafdelingen Kilometergårdens bestyrelse.

»Kommunen får besked om den ulovlige anvendelse i starten af januar, og her (flere) måneder senere får ELF stadig dagligt lov til bryde reglerne. Hvorfor stopper kommunen ikke den ulovlige anvendelse, indtil ansøgningen om dispensation er færdigbehandlet«, spurgte han i  en artikel i Herlev Bladet, hvor han også kaldte det beskæmmende og krænkende for retsbevidstheden, at så stort et byggefirma  ifølge ham bevidst kan overtræde reglerne, uden at kommunen skrider ind.

ELF Development oplyste selv i den forgangne uge, at man har en tilladelse og ikke har handlet i ond tro, mens Herlev Kommune har henvist til, at der netop er en dispensationsansøgning i gang – underforstået, at der ikke er en tilladelse til skurbyen.

Byggeriet forventes færdigt i efteråret 2020.

Læs meget mere i Herlev Bladet næste uge.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!