Her kan de unge blive testet i Herlev
Alle unge opfordres til at lade sig teste inden jul. Derfor kommer et mobilt testcenter målrettet Herlevs unge til byen i næste uge.
Et mobilt testcenter særligt målrettet de unge kommer til Herlev mandag, tirsdag og onsdag i næste uge. Det sker efter, at regeringen på tirsdagens pressemøde præsenterede en masseteststartegi, der skal inddæmme smitten, som lige nu er ekstra høj blandt de unge. Opfordring fra både regeringen og Herlev Kommune er, at alle unge mellem 15 og 25 år lader sig teste inden jul.
Det mobile testcenter vil være i Herlevhallen på Tvedvangen 198 mandag den 7. december til onsdag den 9 december hver dag i tidsrummet 10 til 16. Det kræver ikke tidsbestilling.
Husk at medbringe mundbind og sygesikringskort – har du glemt det, så kom alligevel, lyder opfordringen fra kommunen.
Selvom regeringens masseteststrategi særligt er målrettet de unge, er alle velkomne i det mobile testcenter, oplyser Herlev Kommune.
Smitten blandt de unge
Smitten er høj blandt de unge, både på landsplan og i Herlev. De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at 38 ud af de 123 nysmittede i Herlev er unge mellem 10 og 19 år. Det svarer til knap 30 procent af byens nysmittede. Smitten blandt de 20-29 årige udgør 12 procent.
Man er også velkommen til at lade sig teste i de faste testcentre, der dog kræver tidsbestilling.
Herlev Bladet følger udviklingen tæt. Hold dig opdateret på heleherlev.dk og på vores Facebookside
Der er lukket for kommentarer