Herlev Bladet omdeles af nye folk
PostNord omdeler ikke lokalaviser længere, og derfor bliver din avis nu omdelt af FK Distribution.
Da PostNord i foråret meldte ud, at virksomheden fra 2018 ikke længere vil dele lokalaviser ud, så var Herlev Bladet tvunget til at finde en ny løsning.
Derfor har det siden årsskiftet været FK Distribution, der har delt avisen ud i Herlevs postkasser.
»Med PostNords beslutning om ikke at ville dele lokalaviser ud længere, forærede de FK Distribution et privat monopol, så det har været vores eneste alternativ,« forklarer administrerende direktør på Herlev Bladet, Steffen Glaas.
Skiftet i distributionsselskab har betydet, at de første par uger i det nye år har været en opstartsfase.
»Og som med alt nyt har der været begyndervanskeligheder, men det forventer vi helt klart retter sig meget snart,« siger Steffen Glaas, der understreger, at han følger situationen meget tæt og er i løbende dialog med FK Distribution.
Tirsdag og onsdag
Herlev Bladet bliver som altid omdelt i løbet af tirsdag og onsdag og skal være i postkasserne senest onsdag klokken 21. Avisen er også at finde i sin fulde længde på Herlev Bladets hjemmeside fra tirsdag.
Herlev Bladet ligger også til fri afhentning flere steder i byen: Føtex i bymidten, Herlev Bibliotek, Herlev apotek i Dildhaven, Føtex på BIG og på Herlev Hospital.
Får man ikke sin avis, så skal man kontakte Herlev Bladet på herlevbladet@heleherlev.dk.prolinux1.curanetserver.dk med navn og adresse eller ringe til os på telefon: 4494 1010.
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks