Herlev Eagles vil tiltrække flere lokale tilskuere til ishockeykampene
Fredag holder Herlev Eagles et arrangement med underholdning til kampen mod Rødovre Mighty Bulls. Ifølge direktør Lars Skjøth skal det blandt andet tiltrække flere lokale tilskuere til ishockeykampene.
For at tiltrække flere lokale tilskuere til ishockeykampene på hjemmebane holder Herlev Eagles fredag et arrangement med underholdning før, under og efter herrekampen mod Rødovre Mighty Bulls. Det inkluderer blandt andet besøg af skuespiller Rasmus Botoft, der er kendt fra Rytteriet, som gæst, og musiker Leo Adolph kommer også forbi og spiller live. Ifølge Lars Skjøth, der er direktør for Herlev Eagles, skal underholdningen være med til at tiltrække et større antal af lokale tilskuere, så flere kan blive bidt af ishockey.
»Vi håber på yderligere lokal opbakning til kampene. Vi arrangerer en begivenhed, der kan og bør interessere herlevborgere. Men vi gør det selvfølgelig også for at give vores faste publikum en kæmpe oplevelse,« siger Lars Skjøth.
I denne sæson har ishockeykampene på hjemmebane haft et gennemsnit på 750 tilskuere. Det har ligget mellem 550 til 1400 tilskuere per kamp. Lars Skjøth synes, at det er et fint antal, i forhold til størrelsen på Herlev kommune, men at en forbedring af faciliteterne i hallen højest sandsynligt vil tiltrække flere lokale tilskuere.
»Det er en fin mængde tilskuere for en lille kommune, men der er ikke nogen tvivl om, at der med bedre faciliteter bør komme flere tilskuere,« siger Lars Skjøth.
En intens kamp
På hjemmebane fredag skal Herlev Eagles og Rødovre Mighty Bulls møde hinanden for sjette gang i 2022/2023 under Metal Ligaen, hvilket bliver sidste gang i denne sæson. Af de fem kampe, Herlev Eagles og Rødovre Mighty Bulls har spillet mod hinanden i 2022/2023, har Rødovre Mighty Bulls vundet to kampe, og Herlev Eagles har vundet tre kampe. Derfor mener Lars Skjøth, at det bliver en meget tæt kamp fredag, men han satser stærkt på, at Herlev Eagles løber med sejren.
»Vi har primært tætte kampe mod Rødovre, så det bliver rigtig spændende. Men jeg har store forhåbninger om, at vi vinder på fredag,« siger Lars Skjøth.
Kampen finder sted i Spar Nord Arena på Tvedvangen, 2730 Herlev den 24. februar klokken 19:30.
Har du en anden god historie, så kontakt camilla@herlevbladet.dk
Der er lukket for kommentarer