Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Herlev Festuge 2022: Store danske koryfæer på plakaten

Herlev Festuge følger op på sidste års succes - og både på musikscenen og i bygaden bliver der masser at se frem til, fortæller formanden.

»Hun kunne den dag, og så var vi bare heldige, at hun sagde ja tak,« siger Herlev Festuges formand, Peter Dall, om festugens absolutte hovednavn i år.

Der er nemlig tale om en af de største på den danske musikscene igennem i hvert fald tre årtier, og tager man hele hendes karriere, har hun været aktiv siden Tears-perioden 1971-1976.

Det er selvfølgelig Anne Linnet, der kommer forbi og spiller nogle af de mange kendte sange fra det store bagkatalog, som blandt andet tæller ‘Barndommens gade’, ‘Tusind stykker’ og ‘Tabt mit hjerte’. Det sker lørdag 3. september klokken 16.30-17.45 på den store scene.

LÆS MERE om festugen

Og ikke nok med det. Et andet stort koryfæ i dansk musik, nemlig Jørgen de Mylius, gæster også festugen som DJ – det sker lørdag aften, hvorefter Herlev Ungdomsråd tager over med en DJ, som de selv har ønsket. Det vides dog endnu ikke hvem.

Ifølge Peter Dall har man heller ikke lukket nogle aftaler endnu i forhold til fredagens program, men sikkert er det, at det sædvanen tro bliver coverbands, som spiller en masse af de sange, som herlevborgerne elsker og kan synge med på.


Artiklen fortsætter under billedet.

Pressefoto/Herlev Kommune.


Sort af mennesker

Til koncerten med sidste års headliner, Birthe Kjær, dukkede statsministeren op, går I også efter det i år?

»Jeg vil  da håbe, at Morten Bødskov og statsministeren kommer lige som sidste år. Hun er glad for Herlev og har været her mange gange, så det er kun dejligt,« lyder det fra tovholderen, der har høje forventninger.

»Mine forventninger er, at bygaden bliver sort af mennesker, og det bliver den også. Anne Linnet er en af de største herhjemme, men ellers så håber vi bare på godt vejr, og at vi kan få en festuge som sidste år, hvor folk er glade og feststemte,« siger Peter Dall.


Artiklen fortsætter under billedet.

Statsminister Mette Frederiksen og borgmester Thomas Gyldal Petersen stillede op til mange billeder og snakke under Birthe Kjær koncerten. Foto: Mette Lyhne


En surprise

Han oplyser, at antal boder, aktiviteter og repræsenterede ligger cirka, som det plejer, med morgenmadsbord i gågaden, streetfodbold på rådhuspladsen og herre-dame-frokoster med mere. Og det hele afsluttes med dragedagen søndag. Så alt er, som det plejer – næsten:

»Festugen har fundet et leje, som passer til vores by. Det er simpelthen så hyggeligt at gå nede i byen med alle de mennesker omkring sig. Det som vi kan prøve at lave om er at gøre lidt mere ud af musikprogrammet og ændre lidt på aktiviteterne, men der er så mange gode allerede, så man skal virkelig være opfindsom,« forklarer han, der i år har en trumf i ærmet.

»På nuværende tidspunkt arbejder vi på en eller form for noget escape room-agtigt eller skattejagt, hvor man på mobilen får en app, og så skal man i hold eller som familie rundt i bymidten og løse opgaver,« afslører han, men understreger, at det kun lige er i støbeskeen.

Herlev Festuge bliver afviklet fra mandag den  29. august til søndag den 4. september.

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!