Giftigt stof fundet i Smørmosen
Målinger viser, at der er forhøjede mængder PFOS i Smørmosen. Derfor frarådes det blandt andet at spise fisk fra søen, oplyser Herlev Kommune.
Målinger viser, at der er forhøjede mængder PFOS i Smørmosen. Derfor frarådes det at spise fisk fra søen, oplyser Herlev Kommune. Efter fund af PFOS i Mølleåsystemet, som omfatter Farum Sø, Furesø, Bagsværd Sø og Lyngby Sø, har Herlev Kommune foretaget prøver af stofferne i Smørmosen. Prøverne viser, at der er fundet overskredne grænseværdier for PFOS, som giver anledning til, at Herlev Kommune fraråder at spise fisk fra søen.
Kommunen oplyser, at der der opsættes skilte ved søen i dag fredag formiddag, som informerer om PFOS og anbefalingen om ikke at spise fisk fra søen. Kommunen undersøger desuden jorden omkring Tibberup Å for at afklare, om de forhøjede mængder PFOS kan have påvirket området. Foreløbig ser det ud til, at de forhøjede mængder primært er i vandet.
LÆS OGSÅ: Tidligere mentalundersøgelse: Sigtede i Louise-sag er ikke sindssyg
I Smørmosen er der målt koncentrationer af PFOS på op 2,3 ng/liter. Til sammenligning ligger grænseværdien på 0,65 ng/liter. De målte koncentrationer i Smørmosen ligger på niveau med de fundne koncentrationer i Mølleåsystemet, men er markant lavere end dem, der sidste år blev fundet ved Slagelse på op imod 34.000 ng/L.
De forhøjede mængder stammer sandsynligvis fra Bagsværd Erhvervskvarter, hvor der er fundet PFOS i flere udløb, som leder regnvand til Smør- og Fedtmosen. Gladsaxe Kommune er i gang med at undersøge nærmere, hvor kilden til udslippet stammer fra.
Ud fra et forsigtighedsprincip anbefaler Herlev Kommune at begrænse hundes indtag af søvandet, skriver kommunen til Herlev Bladet.
Fakta om PFOS
PFAS er en forkortelse for perfluorerede alkylsyrer og er en samlet betegnelse for en stor gruppe fluorholdige stoffer, herunder PFOS. Stofferne er fremstillet industrielt og nedbrydes ikke i naturen. Nogle af stofferne er kendt som værende kræftfremkaldende. PFOS kan påvirke reproduktionen og er mistænkt for at være hormon- og immunforstyrrende.
Der er lukket for kommentarer