Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Herlev ishockey tager hul på vigtig dagsorden og skriver historie

Som den første ishockeyklub i Danmark er Herlev Ishockey Klub og Herlev Eagles med i det landsdækkende projekt #Gamechanger, som et initiativ, der arbejder for at idræt skal være for alle uanset seksuel orientering eller kønsidentitet.

Herlev Eagles og moderklubben Herlev Ishockey Klub vil arbejde for at skabe et mere inkluderende og mangfoldigt idrætsmiljø, så alle føler sig velkomne i skøjtehallen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Planen er, at det skal ske ved som den første klub i landet at blive en del af #Gamechanger, som er et landsdækkende projekt med blandt andet de to store idrætsorganisationer DIF og DGI. Projektet går ud på at vise, at alle er velkomne i idrætten uanset seksuel orientering eller kønsidentitet. Der er pt. over 50 medvirkende foreninger fordelt rundt i hele landet, herunder Kjøbenhavns Boldklub, F.C. København, Skanderborg Håndbold og Skovbakken Basketball. Lokalt er B1973 Herlev også med.

ANDRE HISTORIER: Første nye letbanetog er ankommet

»Vi vil gerne arbejde mere aktivt med kultur, adfærd og tone i en til tider hård sport med ekstrem vinderkultur, og vi håber, at indsatsen nu for alvor rammer ishockeyverdenen,« siger bestyrelsesmedlem i Herlev Eagles, Daniel Engstrup, i pressemeddelelsen, hvor det også fremgår, at der er behov for at ruske op i ishockey-verdenens brug af nedsættende sprogbrug og adfærd, herunder både homofobi og andre diskriminerende udtryk.

Derfor vil man i praksis både involvere trænere, ledere, ligaspillerne og ungdomsholdene, men også forældrene, og så har man udpeget to rollemodeller på liga-holdet, som fungerer som ambassadører og skal tydeliggøre overfor resten af truppen og omverdenen, hvorfor projektet er vigtigt.

Stolthed over lokale kræfter

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), der er en trofast Herlev Eagles-fan, kommenterer også på initiativet:

»Jeg er meget stolt over at være borgmester i en kommune, hvor lokale kræfter er med til at løfte sådan en dagsorden. Idræt skal være for alle, og arbejdet for en kulturændring mod et mere inkluderende fællesskab, hvor man siger fra overfor diskrimination og dårlig adfærd, byder jeg meget velkommen. Jeg er glad for, at Herlev Eagles har valgt at støtte op om den indsats, og jeg glæder mig på klubbens vegne over, at de er frontløbere på det arbejde,« siger han i pressemeddelelsen.

Dragshow på isen

Første store synlige tegn på initiativet kan opleves fredag 6. oktober, når otte dragqueens går på isen til arrangementet ‘Drag is not a crime – Drags on ice’, som også byder på reception med tapas og bobler før showet.

Showet er optakt til den senere kamp i Metalligaen mellem Herlev Eagles og Aalborg Pirates.

Billetter til reception og/eller dragshow og ishockey findes på shop.herleveagles.dk.

Læs mere om #Gamechanger-indsatsen på www.blivgamechanger.dk

#Gamechanger er støttet af Kulturministeriet og Idrættens Regnbuekoalition, som består af DGI, DIF, DBU, DanskHåndbold, Spillerforeningen, Pan Idræt, Amnesty International og Institut for Menneskerettigheder.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!